0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fatale klik

Alverdens computere tvinges i knæ i Hari Kunzrus roman om den ny globale virkelighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I love you.vbs. For nogle år siden kunne alverdens computerbrugere ikke stå for denne søde lille meddelelse, da den dukkede op i deres indbakke.

Nysgerrigt klikkede de på den vedhæftede fil for at se, hvem der elskede dem, og så var helvede ellers løs.

I et par dage gik verden nærmest i stå på grund af computernedbrud.

Mester udi mutation
I sin anden roman 'leela.exe' - den svære nummer to efter den meget succesrige debut med 'Impressionisten' - slipper Hari Kunzru en lignende computervirus løs.

Blot er 'leela' endnu bedre til at mutere end 'I love you' og andre kendte vira og skaderne på verdensøkonomien derfor så meget desto større.

Alt sammen blot fordi en lille indisk programmør, der er blevet lokket til USA med falske løfter om tårnhøj løn, bliver fyret fra sit job i antivirusfirmaet Virugenix.

Ud af kontrol
For at skaffe sig jobbet - og dermed sit eksistensgrundlag - tilbage, sætter han en virus i omløb, som kun han selv kender kuren mod.

En stump kode viser Bollywood-filmstjernen Leela Zahir i en yndig dans, men under den tilsyneladende uskyldige overflade raserer koden harddiske og systemer hos enhver, der klikker og kigger.

Desværre virker planen ikke. Den stakkels programmør får ikke sit job tilbage, og virussen kommer helt, helt ud af kontrol. Hvad 'leela.exe' viser er, at selv om vi ikke altid føler et skæbnefællesskab med mennesker på den anden side af jorden, er vi rent teknologisk bundet tæt sammen med dem. Det lokale kan ikke adskilles fra det globale.

Bondefangeri
Hvis man skulle sætte en etiket på romanen, kunne man vælge at se den som et bud på den store globale samtidsroman. Hari Kunzru bruger computervirussen som anledning til at bevæge sig i nogle højst forskellige miljøer verden over.

Vi følger selvfølgelig programmørens vej fra et tæt, nærmest klaustrofobisk, indisk familieliv, (hvor morens vigtigste opgave er at sørge for, »at hendes førstefødte søn aldrig befandt sig mere end tre meter fra en bunke rent tøj, en ekstra portion mad og solid moralsk vejledning«), over et snusket værelse i USA, hvor han venter på job sammen med fire andre indere, der ligesom ham er blevet bondefanget til at aflevere det meste af deres løn til det firma, der skaffede dem visum, og til det faktisk lykkes ham at få en kube i Virugenix' kontorlandskab.

Nægter at danse
Højt hævet over det internationale proletariat af immigranter flyver direktøren for et reklamebureau. På business class fra den ene tidszone til den anden, og i øvrigt på den nye økonomis vinger. Hans mund er fuld af ævl om branding og cirkler, men investorerne har endnu ikke trukket sig, så kontoret er flot, lejligheden smukt beliggende og kæresten præsentabel. Men alt det skal et par klik på leela.exe vende op og ned på.

Og så er der Leela selv, den unge filmstjerne, som er i Skotland for at filme en dansescene til en stor Bollywood-produktion.

Hun nægter dog at danse, så længe den middelalderborg, der er ramme for optagelserne, er belejret af journalister, som vil have en kommentar til den verserende virus. Og så må reklamedirektørens præsentable kæreste rykke ud med pr-assistance. Men hvordan hjælper man et indisk filmhold, hvis dagorden i højere grad sættes af mafiabosser og karismatiske mama'er end af sund fornuft?

Samtidsroman
Romanens fortællerstemme er lagt i pennen på en traditionel, nærmest alvidende fortæller, der frit kan bevæge sig imellem forskellige synsvinkler. Læseren har dermed langt hen ad vejen et overblik over situationen, som personerne ikke har.

Men denne fortællerviden viser sig at stamme fra forskning i virussens historie, snarere end fra en reel alviden. I den afsluttende del 'Støj' forlades den alvidende position, og der gættes over stok og sten på det videre forløb.

Som samtidsroman er 'leela.exe' ganske interessant. Man får meget at vide om alt fra amerikansk low life over global markedsføring til Bollywood-film. Krydret med et par kærlighedsintriger og en let karikerende persontegning bliver det alt i alt til en meget underholdende anretning, der også har den mentale næringsværdi i orden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement