I den europæiske romantik var ideen om dobbeltgængeren et farligt og dæmonisk tema, sindbilledet på den ubændige og slemme skygge, der udlevede alle de fantasier og synder, som ophavsmanden ikke selv turde eller ville hengive sig til. Senere blev temaet omplantet i detektivromanen, i form af den træske dobbeltagent, Janus-mennesket, der spiller på to heste. I slående kontrast til hele dette stamtræ af fordærv og fare, står Johannes Thulesens ganske charmerende lille digtbog 'Tvillingeliv'. Folkelig tone Emnet er stadig identitet (hvem er jeg?), men nu udspiller det sig i en mere beroligende og dulmende form: Ganske vist ligner min tvilling mig til forveksling, og det kan der komme meget skæg og uro ud af, men den dæmoniske splittelse er ikke intern og psykisk, den er ekstern og fysisk - og ophører dermed med på samme måde at være foruroligende. Thulesens digte falder i seks kronologiske dele, fra 'Undfangelsen' til 'Ungdommen', og er konsekvent komponeret i fire strofer med gammeldaws rim à la: »Skudt af sted fra en rejst kanon/ud i livets store karrusel,/af sted mod den første station,/af sted i et virvar og væld«. Tonen er djærv og folkelig, i meget små strejf mindede den mig om Rifbjergs debut 'Under vejr med mig selv', der er den samme struktur, fra undfangelse til ungdom, og der er noget af den samme muntre, lette og forsorne charme. Thulesen skildrer undervejs fint det blandede forhold, tvillinger kan have til hinanden, en helt usædvanlig indlevelse og medleven i modpartens eksistens, men samtidig også en rivaliseren, en stadig strid om at være den stærkeste, den bedste, på fodboldbanen og hjemme på gården. Suppe, steg og is Der er dog også nogle akilleshæle i foretagendet. Først og fremmest er Thulesens rim mange gange anstrengte og klodsede, som f.eks. her: »at gøre dem forstå'lig,/at vi altså er to./Det må da være mål'lig,/det skulle man da tro« - når 'mulig' med vold og magt skal strækkes og bøjes, så det bliver til 'mål'lig', tabes en god del elegance på gulvet. Andre steder bliver konfirmationslyrikken og festsangens kluntede gangart vel fremtrædende: »Fremover nyde mine egne venner,/mens jeg i al stilhed/ham en tanke sender/og ved han ved besked«. »Ham en tanke sender« er jo sådan en klassisk festsang, nu venter vi blot på, at suppen, stegen og isen bæres ind. Men bortset fra disse alvorlige skavanker er der tale om en behageligt uprætentiøs, munter og let lille digtbog, der i et og alt bærer vidnesbyrd om tvillingelivets komplet udæmoniske karakter.