Lus og tænder er de oftest beskrevne emner i billedbøger fra hylden med sundhed og hygiejne. Nu er det Ida, der kribler og krabler i hele hovedbunden, snart er det familien, skolen og hele verden. Det er bestemt en utryg historie om 'Lusen Luske', debutanten Astrid Iversen fortæller, og som Lilian Brøgger tegner til. Hvornår holder det op med at klø? Poesi og søde smil Man kan ikke finde nogen bedre til at tegne pædagogisk end Lilian Brøgger. Hun er altid solidarisk med sin historie, selv om den godt kan få et par tilbygninger undervejs, og så kan hun puste glimmer af poesi og søde smil i alt. Selv i en tættekam. Da det er en begynderbog for lusefangere, er figurerne store og genkendelige, farverne er bløde, og der er brugt forskellige teknikker. Ikke mindst det lange hår har inspireret tegneren. Grum afslutning Astrid Iversen arbejder som læge, og der er helt klart noget, hun gerne vil fortælle med 'Lusen Luske'. Det gør hun så i en temmelig lang tekst og med en tyrkertro på, at det skal tegneren nok få noget ud af. Og det er næsten lykkedes helt at få en billedhistorie ud af en slags brugsanvisning på 'lusepuster'-hårvandet. Den mest forfærdelige væske, som lus kender til. Og så er det en gevaldig cliffhanger, som afslutter historien, for lusene bliver jo ikke udryddet! De arbejder videre rundt omkring i skoler og herreværelser, og før eller siden kommer de tilbage igen. Selv om man nakker Luske og hundreder af hendes børn, vil der altid være et klæbrigt æg, som finder vej til en lille krølle. Det er en grum afslutning på en god billedbog i det godes tjeneste. Kan man nu overhovedet stole på noget? For hvis lus er uudryddelige, så gælder det måske også for andre ting? Monstre og sådan.