Det er ikke let at læse andet bind af en romanserie, for læseren savner væsentlige forudsætninger. Dette er i al fald tilfældet med 'Mødrene arv', der er, hedder det, en fritstående fortsættelse af 'Et lille snit', der udkom i 1998. Efter hvad anmelderen har forstået, udgør omskæringen af romanens hovedperson i seriens første del en vigtig rolle, og det gør den også her i anden, hvor mandlig omskæring som bekendt kan være et bevis på, at en dreng/mand er jøde. Og dette spiller ind i skildringen af Johannes' og hans families skæbne i de sidste år af 1930'erne og under den tyske besættelse af Danmark. Johannes arbejder i familiens rederivirksomhed, og han er hovedfiguren i romanen, der dog også inddrager både den ældre og yngre generation. Johannes står famlende over for udviklingen, kan ikke finde ud af det med sin kone og slet ikke med sin søn af første ægteskab. Han svinger meget, og uden synderlig refleksion er han pludselig med i en modstandsgruppe. Det virker højst usandsynligt, ligesom flere andre hændelser både i romanens sammenhæng og som en historisk beskrivelse af begivenhederne mellem 1940 og 1945 er det. Det samme gælder en del af fortællerens udsagn. Den meget alvidende fortæller beretter på denne måde om tiden efter politiets tilfangetagelse: »Da tyskerne havde taget politiet, fik alle at mærke, hvad det vil sige at leve i et lovløst samfund. Forbrydelserne var overvældende (...) Det var det nærmeste, man kunne forestille sig det totale kaos«. Og det var, som mange vel ved, ikke tilfældet. Romanen flakser underligt fra den ene skikkelse til den anden, og til slut speedes fortællefarten op, så læseren må holde fast på sig selv for ikke at miste orienteringen. Der er både alt for meget og alt for lidt med i denne mødrene arv. Desværre.