Når man er ved vejs ende - på side 400 - i den engelske bestsellerforfatter Robert Goddards 'Dage uden tal', har man oplevet flere dødsfald, end når tæppet går ned for sidste akt af 'Hamlet', og som hos Shakespeare er ingen døde på naturlig vis. Naturligvis ikke. Kriminalromaner og dramaer drives ikke af hjertestop eller strådød: Blod, Jago, blod! Det er dog kun i blodprocenten, at Goddard overgår Shakespeare, ellers er hans krimidrama så overlæsset, at tråden og tålmodigheden knækker nogenlunde samtidigt. Det hænder, at en bog falder i de forkerte hænder ud fra de bedste intentioner, og den følelse havde jeg langt hen ad vejen, da jeg ikke er passioneret krimilæser, men åbenbart nyder litteraturredaktørens tillid til min dømmekraft på feltet. Spændingsmættet underholdning er mig dog ikke fremmed, og når der som hos Iris Murdoch, der vist desværre ikke læses mere, bag romanernes gennemskuende og detektiviske psykologi ligger en moral eller ide, som bærer temaet, er genren mere end besnærende. Læs 'Enhjørningen', 'Kærlighedens kabale' m.fl. Hos Murdoch er der bærekraft i hendes filosofiske niveau. Hun var filosof. Dommedag i kirkerude Robert Goddard er historiker, og det giver absolut substans i forfatterskabet. Med afsæt i Cambridge begyndte han i 1986 en forfatterkarriere, der har kastet en ny bog af sig så godt som årligt. 13 er udkommet på dansk. Og lad det være sagt straks: Det virker, som om hans oversætter, Claus Beck, er lidt træt af Goddard. Sproget savner Bechs vanlige vitalitet. I passager får man på grund af sproget, især i dialogen, en fornemmelse af, at det er en bog, der er skrevet for 50 år siden. Det kræver lidt sproglig frækhed at følge Goddards hektiske flugt, selv om den af og til fortaber sig i overflødige afstikkere. Den historiske bærebjælke i 'Dage uden tal' er en middelalderlig kirkerude, der i sit motiv skulle angive den nøjagtige dato for Dommedag. Sådan en oplysning kan naturligvis være praktisk nok. Den blev skjult for den puritanske Cromwells hærgende styrker engang i 1600-tallet. Der lægges op til en slags tampen brænder for familien Paleologus, der siges at være efterkommere af den sidste byzantinske kejser. Summer på spil Familieejendommen Trennor bliver pludselig attråværdig i jagten på dommedagsruden af ikke kun historiske årsager. Der er summer på spil. Hvor de kommer fra er en af fortællingens bedste pointer. Familiens nørd, Nick Paleologus, bliver hovedperson, og han føres ad livsfarlige vildveje til Skotland, Venedig og Paris (tilstået, min eneste skarpsindige forudanelse på et tidligt tidspunkt var Sainte-Chapelle). Nicks fire søskende, en svoger, en nevø spiller på sidelinjen sammen med et galleri af rudejægere, der snyder og skyder, så man efterhånden føler, at det, der begynder som et raffineret plot, ender i en trættende karruseltur. Der er løse ender, og en ende uden ende. Kun en begyndelse til - måske en fortsættelse, men her må jeg sige godnat, Goddard!