En gang i begyndelsen af 1990'erne besøger digteren Ka Tyrkiet for første gang efter 12 års politisk eksil i Tyskland. Han rejser til byen Kars i det østligste Tyrkiet for at dække et forestående lokalvalg for avisen Republikken samt forsøge at afklare, hvorfor en række tørklædeklædte muslimske piger i den senere tid har begået selvmord i byen. Siden Atatürk har det været forbudt kvinder at bære tørklæde i offentlige institutioner i Tyrkiet. Atatürk og hans arvtagere kemalisternes sekulariseringsreformer har været en stadig kilde til konflikter mellem rettroende muslimer og reformister. Af med tørklædet For de religiøse piger i Kars er tørklædet blevet et politisk statement. De lokale myndigheder har besluttet at svare igen ved at forvise pigerne fra byens universitet for at presse dem til at aflægge tørklædet. Men det antydes, at snarere end at nå sit mål presser staten pigerne til desperation og selvmord. Fronterne er trukket hårdt op, da Ka ankommer til Kars. Sneen falder tæt, vejene lukkes, og byen afskæres fra omverdenen. De følgende tre døgn ligger Kars isoleret i sneen som et fastfrossent billede og et mikrokosmos, der som det tyrkiske samfund rummer utallige politiske fraktioner. I sin søgen efter oplysninger om selvmordene trækkes Ka ind i et virvar af nationalistiske grupper, kemalister, islamister, marxistiske levn fra sovjetblokkens tid og kurdiske oprørere i et politisk spil, der er lige så uigennemskueligt som snestormen. Eksistentielle spørgsmål Situationen tilspidses yderligere, da en falleret teatertrup, der opfører politisk teater i traditionen fra Brecht, med hjælp fra dele af militæret iscenesætter et kup og overtager magten i byen. Resultatet bliver et absurd totalteater, som man kun kunne grine af, hvis ikke det var, fordi folk rent faktisk bliver tortureret og dræbt. Ka finder aldrig årsagen til selvmordsepidemien. I stedet opstår der, som altid i Pamuks romaner, nye eksistentielle spørgsmål som: Hvem er jeg? Findes Gud? Og hvad er lykken? Orhan Pamuk udlægger i sine romaner et kompliceret spor af tegn, som både hans fiktive karakterer og læseren må forsøge at tolke. Ka, der egentlig er ateist, bliver under opholdet i Kars overbevist om, at der findes en skjult orden, en tilværelsens symmetri, og at alt i sidste ende får sin betydning fra Allah. Tanken stammer fra sufismen, en islamisk mystisk retning, der især er kendt i vesten for de mange sufidigte. Også Ka begynder 'med ført hånd' at nedskrive sufidigte, som han organiserer i digtsamlingen 'Kar' - 'Sne'. Titlen er langtfra tilfældig, men valgt, fordi Ka mener, at snekrystallets molekylære symmetrier illustrerer verdens orden, hvor hver del har sin plads og får betydning fra helheden. Yndet prygelknabe Romanen er spækket med referencer til sufismen, og som læser begynder man uvilkårligt at lede efter skjulte budskaber og symmetrier (Ka, kar, Kars?). Det er utvivlsomt Pamuks største force som romanforfatter, at han altid formår at holde tolkningsmulighederne åbne. Det er også denne egenskab, der har gjort ham til en yndet prygelknabe i hjemlandet Tyrkiet. Pamuks salgstal er skyhøje, og enhver ny roman fra hans hånd udløser et hav af modstridende beskyldninger mod forfatteren for at være enten kemalist, islamist, for europæisk, for amerikansk, USA-kritisk eller slet og ret en overklasselaps fra Istanbul, der har tjent mere end fortjent på sit forfatterskab. Sufiroman Det sete afhænger i høj grad af øjnene, der ser. 'Snow' kan læses som en sufiroman. Men den kan med endnu større ret læses som en postmodernistisk roman, der spiller på litterære traditioner, men hvor tegnene blot dækker over meningsløsheden, og hvor læseren efterlades med kolde fødder imellem sneens spor. Men vi går ikke tomhændede bort, for Pamuk har endnu engang givet os en vedkommende og veldrejet historie. Den sproglige stil i 'Snow' er mere direkte og enkel end tidligere set hos Pamuk. Hans sædvanlige ornamentale sprogforsiringer er her erstattet med en stil, der ligger tættere på det kemalistiske ideal for litteraturen og mimer den såkaldte 'landsbylitteratur', der blev skrevet i årtierne efter republikkens indførelse i 1923. Disse historier blev ofte til over den enkle skabelon: 'Istanbulintellektuel kommer til landsby i det østlige Anatolien og forfærdes over det åndelige armod og den religiøse formørkelse'. 'Snow' kunne være blevet en sådan roman, men er det ikke. Dertil er Kas sympati for provinsbeboerne i Kars for stor. Tyrkiets dobbelthed I stedet bruger Pamuk formlen fra landsbylitteraturen til at trække en linje, der viser Tyrkiets kulturelle og mentale spændvidde fra øst til vest: fra Kars til Istanbul og videre vestpå til det Europa, der er Kas eksil og et forbillede for mange i Tyrkiet. Som barn af en velstillet familie fra Istanbul er Ka både en fremmed i den fattige, østlige provinsby og i det vestlige, europæiske eksil. Han er både fundamentalt hjemløs og en klassisk pamuksk romanskikkelse: en bærer af Tyrkiets dobbelthed og splittelse mellem Orienten og Europa. 'Snow' bliver fortalt retrospektivt af Kas ven: Orhan fra Istanbul, der er romanforfatter og far til en lille pige ved navn Rüya. Fortællerens data passer således påfaldende på Pamuks. Som postmodernistisk forfatter leger han med fortællerpositionerne og skaber tvivl om grænsen mellem fiktion og virkelighed. Fortælleren Orhan føjer endnu et fiktionslag til historien: Han forsøger at opspore en sandhed om Ka, men hans distance til begivenhederne øger utroværdigheden af den historie, der bliver til romanen 'Snow'. Orhan koketterer endda med sin utroværdighed. »Hvis du skriver en bog, der foregår i Kars, og putter mig i den, så vil jeg gerne bede dine læsere om ikke at tro på noget som helst, du skriver om mig«, siger en af beboerne i Kars på romanens sidste sider. »Men ingen tror på alt, hvad de læser i en roman«, lyder Orhans svar. Men hvor meget skal vi tro? For på trods af den legende postmodernisme er udgangspunktet for romanen jo stadig en historisk genkendelig virkelighed, et billede af det store land Tyrkiet: Dets mange modsætninger, knudrede politiske historie og storslåede fortid, der gør landet så svært at begribe for en udenforstående. I sin forrige roman 'Mit navn er Rød' gav Orhan Pamuk de tyrkiske islamister en ironisk ørefigen. I 'Snow' er det primært deres politiske modpol kemalisterne, der står for skud. Men ingen af de mange stemmer eller synsvinkler, der kommer til orde i hans romaner, kan stå alene. De er partsindlæg, der på trods af indbyrdes forskelligheder og paradokser tilsammen danner en mosaik af Tyrkiet og forener fiktion og virkelighed, leg og skarpe politiske kommentarer i et billede, der måske er det tætteste, vi kommer en sandhed om Tyrkiet.