Nu har vi endelig fået hele trilogien. Først barslede Thorstein Thomsen i 2001 med den vidunderlige 'Bare vi har hinanden', så kom 'Roser til mor' trillende i 2002, og nu er værket fuldbragt med 'Han er min bror'. Dét, Thomsen har gjort i kraft af disse tre romanværker, er at give et ømt og rigt og fyldigt portræt af tre familiers liv og levned i Kgs. Lyngby fra 1957 og op til 1990'erne. Ved at benytte sig af familien som forankrende centrum for sine romaner kan Thomsen på samme tid give os en række umådeligt fine og indlevede skildringer af mødre og sønner, fædre og søstre, stedfædre og onkler og et mere bredt indirekte portræt af Danmarks udvikling i den pågældende periode: Den gryende velfærd i 1960'erne, familiens kriser og opbrud, de sociale formers og normers gennemgribende forandring. Koldt og voldeligt hjem Man kunne snildt læse Thomsens trilogi som en detaljerig, klog, livsglad og dejlig undertekst til DR-'Krøniken's trods alt mere kitschede, nostalgiske og karikerede fremstilling. I 'Han er min bror' er fokus før alt andet på brødrene Jeff og Johnnys indbyrdes og parallelle udvikling fra 1963 op til 1990'erne, fra de er omkring de 12-13 kække år, til de er nogle efterhånden midaldrende, tyndhårede gutter i begyndelsen af fyrrerne. Faderen Leif er tømrer, moderen Lis er hjemmegående. Bagtæppet for familieskildringen er, at Leif voksede op i et næsten ubegribelig afstumpet, koldt og voldeligt hjem, og at Lis derfor har noget af en knudemand at bakse med, hjemfalden til alkoholisme og med hang til at være voldelig. Tømreren og akademikeren Som altid hos Thomsen er moderen en pragtkvinde. Helt uden sentimentalitet beskriver Thomsen hvorledes moderen med stor kærlighed og viljestyrke faktisk skaber og fastholder familien, også gennem de seje kriser. Faderens store (upåagtede) heltegerning er derimod negativ: at undlade at videreføre den sorte, onde cirkel, der bestod af lige dele druk og tæv. Men hvad med brødrene? Som altid i en familie er der et speget spil mellem at få tildelt en rolle og selv træde i karakter. Den begavede et år ældre Johnny tildeles ved skæbnens gunst eller ugunst rollen som den praktisk orienterede med hænderne godt skruet på, Jeff får modsat fornøjelsen af at være begavet og følsom. Johnny bliver tømrer, Jeff får familiens første studentereksamen og bliver senere gymnasielærer. Johnny er genert og har svært ved det med piger, Jeff derimod sejler gennem et lille hav af knuste pigehjerter. Johnny får tidligt en stor familie med fire børn, Jeff får relativt sent et enkelt barn, men til sin sorg kun det ene. Genistreg Thomsen skildrer formidabelt forholdet mellem brødrene. Man kunne frygte, at der ville være rivalisering og smålighed, misundelse og vrede, men det er hele vejen igennem næret af en stor og fin gensidig broderkærlighed, der bærer og holder gennem de perioder, hvor kærester ikke kan med modparten, og arbejdslivet skaber distance. Styrker og svagheder viser sig også at være mere ligeligt fordelt, end man ved et første blik skulle tro, ligesom tilværelsens op- og nedture solidarisk bølger hen over begge brødre. Som ved de to første bøger styrter man som et projektil hovedkulds gennem bogen, den er forbandet og vidunderligt let at læse sig igennem. Med disse tre romaner har Thomsen begået et stort stykke af en lille genistreg. Der er noget uimodståeligt varmt og stærkt over Thomsens romankunst, den gør sig ikke til, men den står der sørme - med humor og indsigt til op over begge meget danske ører. Kan stærkt anbefales.