Vi var to forfattere til denne bog. Eftersom vi begge to var flere, var det i forvejen mange mennesker. Sådan indledes det filosofiske værk 'Mille plateaux' af Gilles Deleuze og Félix Guattari. Formuleringen kunne passende stå som prolog til debutanten Mathilde Walter Clarks roman 'Thorsten Madsens Ego', der netop tematiserer subjektets splittelse. Wash & Go Vi følger to-i-én hovedpersoner: Thorsten Madsen og hans personificerede Ego. Thorsten arbejder på et reklamebureau. Han lider af overskud af selvhad, underskud af kærlighed og et utal af fobier. Når han kigger sig i spejlet, ser han »et midlertidigt, forbipasserende hovsa«. Derimod er hans Ego en ambitiøs selvtillidsbombe, som stræber efter direktørposten, og som vil lægge verden og alle dens dejlige damer ned. Dobbeltgængeren Mange (roman)personers psyke er skruet sammen på denne tvetydige måde. Ideen om det splittede subjekt opstår allerede i romantikken som en modreaktion på oplysningstidens urealistiske dannelsesideal: det helstøbte individ. I litteraturen har den traumatiske splittelse ofte vist sit tvedelte ansigt i det såkaldte dobbeltgængermotiv, f.eks. i Kierkegaards 'Forførerens dagbog', H.C. Andersens 'Skyggen', Dostojevskijs 'Dobbeltgængeren' eller Stevensons 'Dr. Jekyll and Mr. Hyde'. Hos Clark har det klassiske skisma dog på mere radikal vis gnavet sig ind i værkets form. Forfatteren kløver fortællerpositionen i to ved skiftevis at give stemme til Thorsten og Egoet. Larmende antiklimaks 'Thorsten Madsens Ego' er et meget formbevidst værk. De 46 kapitler er ligeligt fordelt mellem Thorsten og hans Ego, men førstnævnte får det sidste ord. Og heri ligger en pointe, som er undertegnedes eneste anke mod den ellers blændende bog. Romanen munder ud i en åbenbaringslignende 'happy end', hvor det spaltede jeg samler splinterne i én harmonisk personlighed. Den nye Thorsten indser livets sande værdier, overvinder sine fobier og bliver i stand til at klare hverdagen uden at støtte sig til sit oppustede Ego. Men denne slutning, der gerne vil være en stille, lykkelig forløsning, føles i stedet som et larmende antiklimaks. Fortællingen bliver en slags dannelsesroman med budskabet: Et flertydigt og foranderligt subjekt er et entydigt onde. Og hermed kommer romanen til at stå for et gammeldags menneskesyn. Ambivalent anmelder Bogens sidste kapitler kunne med fordel udelades. Som helhed betragtet er den dog en vanvittigt velskrevet roman, der sprudler af humor og sproglig opfindsomhed. Ud over at være en sydende satire over reklamebranchen er det en begavet razzia i det moderne menneskes psyke. Hvis denne anmeldelse, der var tænkt som en ærbødig hyldest til en glimrende debutroman, kom til at lyde en smule ambivalent, skyldes det sikkert, at undertegnedes psyke er en ukontrollerbar størrelse.