Selve serieelementet rummer et paradoks for krimigenren. På den ene side vil romanerne - i hvert fald nogle af dem - gerne tages alvorligt som litteratur. På den anden side kan man jo i en endeløs serie ikke starte forfra med Adam og Eva hver gang. 'Forvildede sjæle' er et oplagt eksempel. Det er nittende gang, kriminalinspektør Wexford er på spil i en af de halvt hundrede bøger, den flittige Ruth Rendell efterhånden har skrevet. Nu er det tilfældigvis første gang, jeg læser et Wexford-mysterium, og jeg synes, Wexford selv er en kedsommelig og ansigtsløs figur. Det er han så måske ikke 'i virkeligheden', hvis man igennem årene har opbygget et tættere bekendtskab med politimanden, som Rendell indimellem pludselig er på mere intimt fornavn med. Reg hedder han. Reg Wexford. Men hverken Wexford, hans kolleger eller miljøet i den lille by Kingsmarksham er særlig levende beskrevet. Måske fordi det forudsættes bekendt? På det punkt halter den gode og noget altmodische Wexford langt efter mere tidssvarende kolleger som den sjuskede Frost eller skotske Ian Rankins stadig mere medtagne Rebus. Rendells 'Forvildede sjæle' aspirerer med andre ord ikke på samme måde stilistisk til en status som 'rigtig' litteratur.
Hvem er denne Wexford?
Lyt til artiklen
