Pubertet i Ballerup

Lyt til artiklen

Enhver filminstruktør må slikke sig om munden over slutningen på Anne-Marie Donslunds debutbog 'Saras stil', der er for yngre unge. Hvilken scene! Her mødes nemlig alle de implicerede i en historie, der både handler om heste, pizzaer og silikonebryster, til fælles nedtælling foran ét af de højeste huse i Ballerup. Geværet ligger i den tandløse gamlings hånd, da Majbrits fars murerbil svinger ind på parkeringspladsen, og Sara bløder som et vandfald for første gang. Det er hendes fødselsdag (13 år), og senere ringer far fra Israel - eller er det Palæstina? Vi er langt ude i Anne-Marie Donslunds befriende lattermilde sammenkog af krimi og krikker. De tunge skyer driver ind fra nabokommunerne - mest Brøndby - men pyt! Der er godt med forstadsfolklore, højt humør trods trængsler og venlighed mellem religionerne. Det er også svært at bevare alvoren, da Saras mor med de kunstige bryster udsættes for væbnet røveri på pizzeriaet, hvor hun har arbejdet sort i flere år. Silikone er så godt som skudsikkert, og det bliver skattevæsnets beviser efterhånden også. Sara nægter at komme i puberteten, men det er jo ikke noget, hun selv bestemmer. Mens den fladbrystede mor ligger på sygehuset (i Herlev), må Sara og hendes pornofikserede storebror bo en stund hos en kristen slægtning. Endvidere medvirker en tidligere barnestjerne, en lysten ridelærer, en nervesvag mor, et par kurrende betjente og en hel del mere. Det er faktisk svært ikke at blive stærkt fornøjet over 'Saras stil'. Tro nu ikke, det er sjov alt sammen! Sara må nemlig indse, at »sandheden er sværere end man tror«. Der er også et fint replikskifte mellem pigen og hendes mor. »Tænk, at skulle finde ud af alting selv«, siger mor. »Tænk, at få lov til at finde ud af noget selv«, siger Sara. Anne-Marie Donslund skriver frejdigt og færdigt. Hun er elev fra begge danske forfatterskoler for børn. Hun har hørt efter i timerne!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her