»Ingen har lært mig at være lykkelig«, tænker Amanda opgivende, da hun sidder sammen med sit barn, sin mand og hans store datter Louise i københavnerlejligheden. Er det den ondskabsfulde, beregnende Louise, der er slangen i paradiset, med en jalousi så voldsom, at hun en dag forsøger at drukne Amanda i badekarret? Slangen i paradiset er hos Vita Andersen altid barndommen. Således også i hendes nye roman 'Get a Life', hvor Amandas tidlige sår ustandselig rives op, mens hun kæmper med at være mor, hustru og papmor i den moderne sammenbragte familie. Kæmper med at skabe det liv, hun selv har manglet. Romanen krydsklipper mellem Amandas opvækst på børnehjem og i familiepleje på en gård, og hendes voksenliv i et jetset miljø med ejendomsmægleren Thomas. Amanda optræder som en slags skuespiller for at klare sig - og klare konfrontationerne med Thomas' mor, der ikke synes en modeekspeditrice er helt nok til hendes søn, og som gennemskuer, at Amanda er lidt for sød til at det er ægte. Og så er der Thomas' tidligere kone Mona, en hysterisk, nervesyg tv-skuespillerinde, der ikke kan klare at have Louise, der til gengæld idealiserer hende og spiller alle familiemedlemmer ud imod hinanden. Kernefamilieidyllen bliver det rene helvede. For rollerne i familien har nemlig ændret sig, hvad Vita Andersen registrerer med seismografisk nøjagtighed. Opskriften masser af kærlighed er slet ikke nok. Børnene kører rundt med de voksne i et magtspil, de slet ikke han håndtere. Amanda servicerer efter bedste evne og køber sig til en syg afglans af kærlighed med slik, bamser og legetøj til de krævende børn. For det er ikke kun det udsatte barn, der aldrig er blevet set og elsket for dét, det er, som er på spil denne gang. Ved siden af det ensomme, angste barn står det egoistiske, udspekulerede og intrigante barn, der udfordrer forældrene i et magt-kærlighedsspil, de alle bliver tabere i. Det er nok så meget den benhårde skildring af moderne familieroller, der bærer romanens øjenåbnende kvalitet. Skildringen er ekstrem, men netop derfor fanger den med sociologisk præcision en moderne syg logik, hvor forbrug og kærlighed og selvfremstilling indgår som handelsvarer på lige fod. Sproget er skrabet, grænsende til det lakoniske, af og til oplyst af overraskende sprogbilleder og drømme, der flyder som en sort flod under den fænomenologiske beskrivelse.