»Mit liv begyndte først, da 'Tryghedsnarkomaner' udkom i 1977. Og det er et mirakel, jeg sidder her i dag«. Det sagde Vita Andersen til Politikens Lotte Thorsen i 2006, da hendes fjerde roman 'Anna Zoë' udkom. Og i 2003, i forbindelse med udgivelsen af den foregående, 'Get a Life' - Vita Andersen stikker nemlig kun næsen frem, når hun udgiver noget - sagde hun til Jyllands-Posten: »Jeg blev forfatter, tænk, at jeg ikke blev narkoluder«. LÆS OGSÅVita Andersen - livet som mirakel Udgangspunktet var ellers ikke det gunstigste for lille Vita med en psykisk syg mor, der forgæves forsøgte at blive forfatter, og en fraværende far, der også skrev og udgav lidt på eget forlag. Ham mødte hun kun fire-fem gange, hvor hun kaldte ham ved hans efternavn (Neutzsky-Wulff). Fra forældrenes forfatterdrømme og en vis idealisering af den fjerne far stammede ideen om, at forfattere var 'enormt kloge', og derfor drømte Vita tidligt om at blive sådan en - kortvarigt afløst af en skuespillerdrøm. I moderens opgang i Borgergade lå et forlag, og det inspirerede pigebarnet til at fremstille bøger af aviser og toiletpapir. Den korte barndom Når moderen endnu en gang havde forsøgt selvmord, blev Vita sendt på et børnehjem, i pleje eller en overgang adopteret af mosteren - til moderen fortrød. Der er ikke meget godt at sige om den barndom; den var ensom og uden kærlighed, og den blev heller ikke lang: som trettenårig blev Vita Andersen af myndighederne sat i pleje på landet og i lære i en bank. En uddannelse, hun gennemførte, mens hun drømte om alternative karrierer som enten husmor, selvmorder eller luder. Man kan sige, at kvinderne i hendes bøger i nogle tilfælde har de samme perspektiver, medmindre de kortvarigt redder sig over i ugebladslignende idealhjem og kernefamilier (dog uden kerne), der uvægerligt krakelerer.
De kvindelige hovedpersoners indre tomhed er et gennemgående træk; lige så gennemgående som trangen til at fylde tomheden med, hvad der er for hånden, ofte forbrugs- og luksusgoder, statussymboler - og sex. Men inderst inde var det udsatte, ensomme barn med et brændende ønske om at finde tryghed, som ikke findes - især fordi barnet er i vejen for den lige så skadede voksnes eget, narcissistiske behov. Efter bankuddannelsenhavde Vita Andersen i mange år job, der var så meningsløse, at »jeg blev nødt til at lave noget, der gav mig glæde«. Det blev 'Tryghedsnarkomaner': 40 små prosatekster, kaldet knækprosa, opstået som desperate notater gennem 10 år som blandt andet kontorvikar, opvasker og servitrice. Først sendte hun halvdelen af teksterne til Dagbladet Informations sommertillæg, som havde efterlyst digte. De blev afvist, men Forlaget Gyldendal tog manuskriptet. (Debuten var dog i tidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik). Pludselig succes Det er gået over i historien, hvor hurtigt Gyldendals første oplag af 'Tryghedsnarkomaner' blev udsolgt; myten siger en halv time. Hvorom alting er, var der snart solgt 100.000, og både Vita Andersen, genren 'knækprosa' og udtrykket 'tryghedsnarkoman' var blevet fænomener. Her talte en kvinde uden selvtillid, uden barndom og uden en mand og derfor fuld af selvhad om de yderligheder, hun gik til for at få kærlighed. Bogen gik lige ind hos de kvinder, der var vokset op med at skulle tilfredsstille, behage og gøre sig til for at få påskønnelse, og den udstillede fornedrelsen i det. ('Tryghedsnarkomaner' fortjener en renæssance i disse intimbarberede tider). LÆS OGSÅNu er jeg jo ikke Barbara Cartland I en nu herostratisk berømt tv-udsendelse fra 1984 viste den dengang feterede digter Michael Strunge sin begrænsning som (mandlig) læser, da han proklamerede, at 'Tryghedsnarkomaner' ikke gav noget kunstnerisk udtryk. »Det er ikke nok at konstatere: Jeg har det dårligt. Jeg går ned og køber flødeskumskager. Det er noget pis. Der må et indre udtryk til, som er meget stærkere«. Michael Strunge overså styrken i flødeskumskagen som udsagn. Blødende hjerte Eftertiden har sat nogle ting på plads. Men der kom efter 'Tryghedsnarkomaner' en flodbølge af mindre begavet knækprosa fra »en vældig masse ulykkelige, neurotiske kvinder med ambitioner«. Karakteristikken er Vita Andersens. Selv vedkender hun sig beskedent, at hun »ikke var verdens bedste forfatter« og ville have brækket halsen (og ikke bare prosaen), hvis hun havde forsøgt at skrive som Inger Christensen. »Jeg kom med mit blødende hjerte og skrev det, så godt jeg kunne«. Og det er faktisk ret godt - selv om det er så enkelt, at hunden kan læse med, som Vita Andersen har sagt med en karakteristisk humor, der ofte er blevet overset. LÆS OGSÅKærlighedens magtspil Men den bobler fandenivoldsk og indimellem tragikomisk ud mellem linjerne i de romaner, hun efter svare kvaler og 30-40 omskrivninger har udgivet med lange mellemrum. Til gode, seriøse anmeldelser og oversættelser i mange lande. Vita Andersen har tre børn. Hun har skrevet tre digtsamlinger, en novellesamling ('Hold kæft og vær smuk', 1978), to børnebøger, to skuespil, et tv-spil og fire romaner. Hun har modtaget De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen, LO's Kulturpris, Søren Gyldendal-prisen og Tagea Brandts rejselegat. Siden 1991 har hun fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, som hun i gentagne interview fortæller har reddet hendes forfatterskab. Og dermed hendes liv. Narkoluder blev hun i hvert fald ikke. Men, som hun også sagde i 2003: »... jeg har nu altid været bange for at komme ud i noget skidt, så det var nok ikke gået så galt alligevel«.
