Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mirakel. »Jeg blev nødt til at lave noget, der gav mig glæde«. Som 70-årig kan Vita Andersen se tilbage på et forfatterliv, der har givet glæde til utallige læsere.
Foto: Finn Frandsen

Mirakel. »Jeg blev nødt til at lave noget, der gav mig glæde«. Som 70-årig kan Vita Andersen se tilbage på et forfatterliv, der har givet glæde til utallige læsere.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vita Andersen: »Tænk, at jeg ikke blev narkoluder«

Forfatter Vita Andersen fylder 70 år i morgen.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Mit liv begyndte først, da 'Tryghedsnarkomaner' udkom i 1977. Og det er et mirakel, jeg sidder her i dag«.

Det sagde Vita Andersen til Politikens Lotte Thorsen i 2006, da hendes fjerde roman 'Anna Zoë' udkom. Og i 2003, i forbindelse med udgivelsen af den foregående, 'Get a Life' - Vita Andersen stikker nemlig kun næsen frem, når hun udgiver noget - sagde hun til Jyllands-Posten: »Jeg blev forfatter, tænk, at jeg ikke blev narkoluder«.

LÆS OGSÅ

Udgangspunktet var ellers ikke det gunstigste for lille Vita med en psykisk syg mor, der forgæves forsøgte at blive forfatter, og en fraværende far, der også skrev og udgav lidt på eget forlag. Ham mødte hun kun fire-fem gange, hvor hun kaldte ham ved hans efternavn (Neutzsky-Wulff).

Fra forældrenes forfatterdrømme og en vis idealisering af den fjerne far stammede ideen om, at forfattere var 'enormt kloge', og derfor drømte Vita tidligt om at blive sådan en - kortvarigt afløst af en skuespillerdrøm. I moderens opgang i Borgergade lå et forlag, og det inspirerede pigebarnet til at fremstille bøger af aviser og toiletpapir.

Den korte barndom
Når moderen endnu en gang havde forsøgt selvmord, blev Vita sendt på et børnehjem, i pleje eller en overgang adopteret af mosteren - til moderen fortrød.

Der er ikke meget godt at sige om den barndom; den var ensom og uden kærlighed, og den blev heller ikke lang: som trettenårig blev Vita Andersen af myndighederne sat i pleje på landet og i lære i en bank. En uddannelse, hun gennemførte, mens hun drømte om alternative karrierer som enten husmor, selvmorder eller luder.

Man kan sige, at kvinderne i hendes bøger i nogle tilfælde har de samme perspektiver, medmindre de kortvarigt redder sig over i ugebladslignende idealhjem og kernefamilier (dog uden kerne), der uvægerligt krakelerer.

navne@pol.dk

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden