Vreden. Det er vreden og den sydende og boblende indignation, forfatteren Vita Andersen skriver på. Og nu har hun gjort det igen. Med romanen 'Get a life' har hun skrevet sin første voksenbog siden 1992, da hun udgav romanen 'Sebastians kærlighed', der ikke kun blev en bestseller i Danmark, men også i flere af de nordiske lande. Det er også vreden, der gør, at hun konstant samler materiale om emner, hun mener, 'nogen' bør gøre noget ved. Eller i det mindste skrive om. Hvis tv-kanalerne viser et dokumentarprogram om tvangsfjernede børn, så sidder forfatteren hjemme i sofaen og følger med, og hvis aviserne skriver om børn, der bliver anbragt i plejefamilier eller ender på institution, hvor det viser sig, at en af de ansatte er pædofil, så sidder forfatteren derhjemme med sin kuglepen og skriver notater på avisen. »Måske er det noget i mit sind. Hvis jeg siger, at jeg tænder på det, så lyder det som om, jeg er psykopat, men jeg bliver bare så vred, for disse børn er så sårbare, og ingen børn kan leve med, at der ikke er nogen, der er der for dem«, siger Vita Andersen. Det er vreden, den sydende og boblende indignation, hun skriver på som forfatter, og nu har hun gjort det igen. På tirsdag udkommer den første voksenroman fra hende siden 1992, da hun udgav sin roman 'Sebastians kærlighed', der ikke kun blev en bestseller i Danmark, men også i flere af de nordiske lande. Tvangsfjernelse Hendes nye roman 'Get a life' handler om Amanda, som først bliver tvangsfjernet fra sin libertiner af en kunstnerfar og sin psykisk ustabile mor, derefter kommer på børnehjem og i familiepleje. Og da hun bliver voksen, får Amanda selv barn med en mand, som ikke alene har en skandaleombrust ekshustru, men også en datter, der er parat til at drukne Amanda i badekarret, hvis hun kan slippe af sted med det. Det lyder dystert, men spørger man forfatteren, kan det ligesom ikke være anderledes, når virkeligheden ser ud, som den gør. Og Vita Andersen ser forbløffet på én, når man svarer, at man faktisk ikke har set hverken tv-føljetonerne om tvangsfjernede børn eller de selvudleverende programmer, hvor danskere for åbent tv-kamera fortæller om skilsmissekunstens beskidte tricks. »Nu er jeg jo ikke inde i alle sagerne, som jeg mest kender fra medierne, men jeg synes, der tvangsfjernes alt for mange børn i Danmark. Jeg er vred over, at det i dette rige og velfungerende samfund er så skrapt at være menneske - og at være barn«, siger Vita Andersen. Barndommens ensomhed Det er ingen hemmelighed, at hun selv har en stærkt belastet barndom bag sig, hvor hun blev sendt ud og ind af børnehjem, fordi moderen ikke var i stand til at tage sig af hende. Men hun forklarer også, at man ikke skal forvente at finde selvbiografiske træk i den nye roman, selv om temaerne fra hendes egen problematiske fortid tydeligt skinner igennem. »Det er ensomheden fra min egen barndom, jeg har hentet. Jeg har aldrig oplevet det, jeg selv skriver. Jeg har selv været på mange børnehjem, men jeg har kun erindring om dem i glimt, og jeg ville slet ikke være i stand til at lave litteratur på dem. Jeg husker ensomheden, hvor jeg levede i en slags drømmeverden, hvorimod en pige som Amanda i det mindste prøver på at være sammen med de seje drenge«, siger hun. Kedeligt hvis de er søde Ja, Amanda prøver lidt af hvert kan man sige. Efter en barndom, hvor hun ifølge forfatteren nærmest er sindssyg og dels kalder sig selv spedalsk, dels ikke mener hun kan tåle blåt, ender hun som voksen i et forhold med manden Thomas. Han har ikke alene en hysterisk ekshustru af en skuespiller, men også en djævel af en datter, Louise, som har sat sig for at gøre livet til en rigtig, rigtig beskidt affære for rigtig mange mennesker. Heriblandt Amanda. Og Laura, som er Amandas og Thomas' fælles barn. »Du synes måske, jeg skulle have skrevet en historie, hvor Laura og Louise bare blev rigtig gode venner?«, siger Vita Andersen med et af de mange spørgsmål, hun stiller under et interview. Og straks efter stiller hun endnu et: »Ville det ikke have været alt for kedeligt, hvis jeg havde skrevet en bog, hvor de alle sammen var SÅ søde?« spørger hun og tilføjer straks: »Nu er jeg jo ikke Barbara Cartland«. Den mistanke får man heller aldrig under læsningen af 'Get a life'. Vi er ikke i et rosenrødt univers, men i en mørk udgave af virkeligheden. Børn og papbørnDu siger, at du skriver på vreden og indignationen. Kan du forestille dig, at du kunne have et andet brændstof som forfatter? »Så kunne jeg nok ikke skrive det. Når jeg er ude for at læse op, er der folk, som synes, jeg er for sortsynet, og de spørger, hvorfor jeg ikke skriver om græsset og flagene og de små blomster, men jeg er så ikke en forfatter, der er stor nok til at skrive om de emner. Hvilken bog har du for eksempel læst, som kun handler om lykkelige ting? Og nu vil du så spørge, om jeg tror, jeg kan forandre noget med denne bog. Nej, det gør jeg ikke«. Man har vel altid en lille tro på, at læserne bliver flyttet bare en lille smule? »Jo, og selvfølgelig tror jeg også, det kunne komme til at fungere med familier, hvor der både er børn og papbørn, men jeg har også kendt en kvinde, der mødte en mand på den måde, hvor det siger bang. Han blev skilt og kunne derefter ikke få lov til at se sine egne børn. Sammen købte parret et nyt hus, og det endte med, at de faktisk boede på hver sin etage. Han ville ikke have noget med hendes børn at gøre, fordi han savnede sine egne børn - og nu er jeg lige ved at græde - og hun var ulykkelig og gik indimellem rundt i gaderne og græd. Den slags sker jo ikke, fordi nogen af dem er onde«, siger Vita Andersen. Ingen kærlig base Egentlig kunne hun have lyst til at dedicere sin nye roman til alle tvangsfjernede børn i landet, men hun nøjes med at have et håb om, at man med tiden vil finde nye måder at håndtere deres problemer på. »Jeg ved ikke, hvad man skulle gøre, men man skal i hvert fald gøre noget andet, end man gør i dag. For nogle år siden var der en debat, som var sat i gang af en bog, hvor børn beskrev, hvordan de havde mistet en far eller en mor, fordi de var døde. Disse børn havde da trods alt oplevet et kærligt hjem forinden, men når børn bliver tvangsfjernede, har de ikke oplevet et kærligt hjem, og de har ingen base af kærlighed tilbage i deres liv«. »De bliver ofte svingdørsbørn, og jeg er sikker på, at man af dem, der er narkomaner, prostituerede eller sidder i fængslerne, har nogle frygtelige skæbner bag sig. Måske skulle man give de børn en kontaktperson, som altid ville stå på børnenes side, også selv om de var lige så umulige som Louise er i romanen. Det skulle være et menneske, der var parat til at stå op for det barn, uanset hvad det så måtte gøre af vanvittige ting«, siger Vita Andersen. Praktiske ting tager tid Selv har hun tre børn, og dem har hun brugt virkelig meget tid på de seneste år. De er i dag 17, 19 og 21 år, og man får hende aldrig til at sige, at det er den travle dagligdag med børnene, som har betydet, at hun først nu - efter mere end ti års pause - udgiver en ny voksenroman. »Men det er jo sådan, at praktiske ting tager rigtig lang tid, synes du ikke? Og nogle gange fylder livet så meget, at det er vigtigere end litteraturen«, siger hun. Det er dog ikke kun livet med børnene, der har fyldt meget. Hun har eksempelvis også brugt noget tid på at skrive børnebøgerne 'Petrusjkas laksko' og 'Coco', ligesom hun har brugt halvandet år på at skrive en fire timer lang tv-serie. Hvis De ikke synes, De kan huske tv-serien er der en god grund. Den er aldrig blevet produceret. Forfatteren selv kan ikke give en forklaring på, hvorfor serien aldrig blev lavet færdig. Men uanset om der har været børn eller tv-serier, er godt og vel ti år mellem romanudgivelser dog en del, og når den nye, 'Get a life', har været længe undervejs, skyldes det også, at Vita Andersen arbejder og skriver meget langsomt. Hun skriver sine manuskripter i hånden, og først bagefter bliver de skrevet ind på computer. Forinden går der en meget lang periode, hvor hun samler små notater, avisudklip og indfald sammen i bunker. Mine levende personer »Måske skulle jeg ikke sige det, men når jeg går og laver notater, tænker jeg mig slet ikke om, men personerne lever allerede inden i mig, som om de var levende. Jeg går også og snakker med dem, så mine unger synes, det er pinligt, men jeg gør det for at høre, om ordene nu også lyder rigtigt«. »Jeg ville ønske, der var et computersystem, der kunne sortere alle mine håndskrevne sedler, billederne og alle oplysninger, jeg gerne vil bruge, men det gør der desværre ikke. Derfor er jeg nødt til at sortere dem, og derefter skriver jeg hele handlingen i historien ud på nogle papirer, som jeg klæber sammen til nogle meget lange sedler. Jeg er nødt til at kunne se det for mig«, siger Vita Andersen. Selv om hun skriver meget langsomt, betyder det ikke, at hun for enhver pris holder fast i det, hun har skrevet. Skal man tro hendes redaktør, er hun en af de mere hårdhudede forfattere. Hvis noget ikke virker, har hun ingen betænkeligheder ved at smide et eller flere kapitler direkte i papirkurven. Under arbejdet med 'Get a life' har hun arbejdet et halvt til et helt år på et japansk spor i historien, hvor hun efter en rejse til Japan drømte om at sende Amanda og Laura til Østen for bl.a. at kunne beskrive, hvor forskelligt man ser på børn i Vesteuropa og i Japan. »Jeg søgte nogle rejselegater, for jeg kunne se, at jeg måtte være der i nogle måneder for at kunne beskrive stedet. Det er jo i de små ting, livet er. I supermarkedet, i livet på gaden, i skraldet, i ritualerne. Jeg kunne måske læse mig til noget, men resten måtte jeg opfinde, og derfor opgav jeg. Senere havde jeg et andet spor, hvor Louise og hendes mor skulle bruge alle deres penge på at købe dyrt tøj og være lige ved at ende på gaden i Milano, men det spor greb så meget om sig, at hvis jeg havde valgt det, havde jeg skrevet på romanen endnu.« »Det kan da være hårdt at smide noget ud, som man har brugt tre eller fire måneder på at skrive, men det er også hårdt at skrive en dårlig bog. Men man skal jo slet ikke spekulere over, hvorfor man skriver bøger, for så holder man jo op med at skrive«, siger Vita Andersen.