Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Selvsyn

Lyt til artiklen

Alle piger, der hedder Lise, er søde, men denne Lise keder sig en smule. »Nu får vi se«, siger hendes pæne forældre altid, når Lise vil i Tivoli eller bare have noget kontakt. Lise hader den sætning, for hun ved godt, hvad den betyder. Men så er det, at Lise ved selvsyn finder en ven. Ja, to finder hun, for drengen Bongo har en lille abe, der hedder Leif Ole. Det burde være omvendt med navnene, men sådan er der så meget. Bogen 'Bongo' er en lille filosofisk fantasi af Glenn Ringtved. Den er drejet over de samtaler, som Lise fører med Bongo på badebroen. Det er også Bongos hjem. Han bor nedenunder broen og lægger ikke skjul på, at en dag er han væk. Bongo ved ingenting om børns liv, så Lise skal forklare ham og aben (og alle os andre) om skole og familieliv. Helt fra begyndelsen. På en måde er han Pippis lidt svagelige lillebror. Til gengæld fortæller Bongo sine små historier, og han laver et digt om en numse, som Lise kommer til at citere henne i skolen. Bogen beskriver to forskellige måder at være til på og deres mulige forening. På en fin måde får drengen Bongo fortalt sin nye veninde lidt om livet. Han er glad for en solstråle. Han siger aldrig »vi får se«. Da Bongo er væk, er det, fordi det er blevet koldere under badebroen, eller fordi han har fuldført sin mission. Lise håber, han er i Afrika for varmens og abens skyld. Der er det også nemmere at gå barfodet. Lise er stadig sød, men nu er hun det på et højere niveau. Glenn Ringtved skriver for flere aldre. 'Bongo' er for de tænksomme i dem alle sammen. Det er en renhjertet lille historie om frihed, fantasi og ret til egen billeddannelse. Derfor er illustreringen også sparsom. Hanne Bartholin har tegnet i sort-hvid til hvert kapitel. 'Bongo' er en perle til sam-, selv- og sengekantslæsning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her