Måske kommer Dorte Karrebæks 'Madonna med barnet' engang op at hænge på Uffizierne i Firenze. Men hun mangler lige noget for at blive færdig. Op til halsen stråler figurerne i varme, klassiske farver; men foroven er anbragt to almindelige, danske hoveder i den klassiske grisekulør. Jesusbarnet er pilskaldet og virker fejlernæret. Maria lukker øjnene og trækker vejret dybt. Hun kunne være enlig mor i Greve. Nils Hartmann og Dorte Karrebæk har fulgtes ad en lang vej. De har nok lavet 30 bøger sammen, men (vist) aldrig om kristendommen. Det plejer at være gamle guder, fæle trolde, underlige gespenster og sådan, der befrugter samarbejdet. Det er derfor spændende at åbne 'Barn Jesus' med den smukke forside for at se, hvad den formodede fritænker Nils Hartmann gemmer indeni. Teksterne er hentet ad omveje. Det er folkelige beretninger fra kasserede evangelier, sådan som middelalderens mennesker fik dem fortalt, når præsten var gået hjem. Der begyndes med Jesu bedsteforældre, og der sluttes af, da han kommer hjem fra templet. Indimellem får han lavet nogle uautoriserede mirakler og synes ikke som tolvårig at være helt klar over sin skæbne. Nils Hartmann er en suveræn fortæller og formidler af gammelt stof. Han er selv tændt. Og det har han altid været. Jesus er guf for Dorte Karrebæk. Hun elsker små børn! Så hun gør menneskesønnen til en lille grinebider og krudtugle med kloge øjne. Tiden inden julenat er illustreret som kalkmaleri med stive figurer, ranker, en gris og en pointe. Efter fødslen folder hun sig ud i store, vildtflyvende billeder af humor og elegance. Respektfuldt uden at være benovet. Dorte Karrebæk har sin personlige stil og streg. Til denne bog tegner hun alt, hvad hun kan.