'Pi's liv' er en vidunderlig og klog roman, som man får det godt af at læse. Den handler om overlevelse, fantasi og fortællingens kraft. Som sådan er den suveræn. Læs den og bliv beriget. Men den er også en afhandling, der forsvarer et besnærende, men problematisk æstetisk gudsbevis. »Jeg har en historie, der kan få dig til at tro på Gud«, står der i indledningen. Og det er historien om Pi. Handlingen kan stå på bagsiden af et frimærke: Pi er en 16-årig dreng, der »tiltrækker religion, som en hund tiltrækker lopper«. Hans far bestyrer en zoologisk have i Indien, men et ændret politisk klima får ham til at sælge haven og som en anden Noah at sejle med dyr og familie til Canada. Halvvejs ude i Stillehavet går skibet ned. Pi ender i en redningsbåd med en flok vilde dyr. Efter en kort og blodig tid er Pi næsten alene. Han overlever 227 dage på havet i selskab med en kongelig bengalsk tiger på over 200 kilo. Det er en herlig, original og underholdende fortælling, og jeg afslører intet ved at sige, den ender godt. Også det får man at vide i indledningen. Og når man har tygget sig gennem dette litterære festmåltid, har man foruden en gennemkomponeret middag (der spises og tales meget om mad) fået en interessant sidetallerken med dyrepsykologi. Man lærer om vilde dyr og får et fornemt forsvar for zoologiske haver. Dyr er endog mere tryghedssøgende og glade for vaner end mennesker. Det, vi ser som sørgeligt begrænsende tremmer i zoologiske haver, er set fra den anden side herligt befriende markeringer af territorium. Dyrene er fri for at slås, at være usikre og bekymre sig om, hvor næste måltid skal komme fra. Dyr kan ikke være lykkeligere end i velfungerende zoologiske haver. Bogens hovedmåltid er et andet, hvis dessert jeg selvfølgelig ikke afslører. Men det er en surprise, der provokerer til eftertanke og kaster sin smag hele vejen tilbage gennem romanen.