Den nutidige danske litteratur er ikke ligefrem overbebyrdet med romaner med et politisk indhold. Men med Kim Foss' 'Magi, dame, knægt' har vi faktisk en. Ved første blik. Men ligesom det tryllekunstnermotiv, der indgår i romanen, viser det sig dog at være blændværk. Først og fremmest skal man tage sig noget sammen for at fortsætte efter en romanindledning som denne: »Det smudsige vogntog startede og sluttede ruten med samme høje skramlen, moverede sig frem som en gullig slange, der tøvende sneg sig gennem byen med slingrende hvin. I et søle af sammenstuvede kroppe faldt jeg i staver ved vinduet«. Der er mange ting galt med gengivelsen af den unge jegfortæller Julians plagsomme tur i toget, der på sætningsniveau er sluttet, før det bevæger sig videre. Og at toget moverer frem for bevæger sig er dårligt dansk. Toget som en tøvende slange passer ikke med det efterfølgende slingrende hvin, der peger på mere højlydt fart. Et søle af sammenstuvede kroppe er en umulig blanding af opløsning og fasthed. Billedbrugen er med andre ord ikke bare klodset, den er upræcis, og den er påtrængende. Det er ellers en lyriker, Kim Foss (født 1960), der er ophavsmand til denne roman, hans første efter et par digtsamlinger og et novellebind. Hans roman om skaktalentet og præmiegymnasiasten Julian, der møder den bedårende og mystiske klassekammerat Maya, er en form for allegori over et samfund af typen østeuropæisk efter Murens fald.
Kærlighed og kapital
Lyt til artiklen
