0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den viise grimrian

En herlig ukendt klassiker: første danske udgave af oldtidsromanen om den fabelagtige fabeldigter Æsop.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Sikke en overraskelse: en græsk roman, der virker dugfrisk, skønt den har cirka 1.900 år på bagen.

Den er tydeligvis fiktion, skønt den ikke ligner andre antikke romaner som Apuleius' 'Det gyldne æsel' og Petronius' 'Satyricon'. Men helten er en historisk person: slaven Æsop fra Thrakien, der opfandt dyrefablen og cirka 564 før Kristus blev henrettet i Delfi.

Æsop blev snart en myte, og kendere mener, at der allerede fra 5. århundrede før Kristus cirkulerede et skrift med hans fabler indlagt i en biografisk rammefortælling. Legenden har rullet videre i hellenistisk tid og opsuget stadig nye lag efter sneboldprincippet, hvorpå en anonym kompilator - måske en egypter - i 1. eller 2. århundrede efter Kristus har indlagt stof fra orientalske kilder og komponeret det hele som picaresk roman.

Den var populær i senantikken og middelalderen, i 1930 blev den bedste tekstoverlevering (fra 800-tallet) fundet og udgivet af en amerikansk filolog, og her har vi den så på dansk.


Vi præsenteres for Æsop som voksen slave - en snusket vanskabning, der er stum, men forstår at mobilisere alle sine sanser og al sin snilde til at overleve. Da han hjælper en vildfaren præstinde, belønner gudinden Isis og de ni muser ham ved at skænke ham både talens brug og digtergaven.

Æsop bliver solgt til filosoffen Xanthos på øen Samos og begynder straks at opdrage på sin herre med practical jokes og ordkløveri, men redder ham også ud af rænker, ydmygelser, hasarderede væddemål og trusler fra udenvælts fjender. Han belønnes med at få sin frihed og avancerer til rådgiver og problemknuser for kong Kroisos af Lydien med speciale i spådomskunst og tolkning af varsler.

Han bliver husfilosof hos kong Lykoros af Babylon, overlever et forræderi fra sin adoptivsøn, rehabiliteres og sendes på en livsvigtig mission til den egyptiske farao Nektanabon. I Memfis demonstrerer han sit geni til at knække gåder og vender tilbage til Babylon i triumf.

Men da han drager på forelæsningsturné til orakelbyen Delfi, går det galt. Han forarger folk, fængsles på falske anklager for tempelran og dødsdømmes. Igen forsøger han at tale sig ud af faren ved at fortælle moralske fabler, men denne gang er det forgæves, og han styrter sig selv i døden fra henrettelsesklippen. Exit Æsop.


Fablen er født som en 'lav', folkelig genre, der med (skade)fryd fortæller, hvordan de listige små dyr i Hakkebakkeskoven klarer sig mod de større og farligere dyr, der er højere på strå i hakkeordenen, men ikke på intelligensskalaen.

Æsop-romanen er tilsvarende en 'proletarisk' biografi om den fabelagtige fabeldigter: den snilde slave som den arketypiske underdog, der sætter overhundene skakmat og klarer sig igennem alle prøver, indtil fælden klapper. Dødsdommen omgår han ved at begå selvmord i stolthed, hvorved antihelten bliver til martyr.

Den barske slutning kan tolkes som hævnen fra the Establishment, fordi den frigivne slave har gjort sig skyldig i hybris ved ikke at ære musernes overgud Apollon. En guddommelig nemesis, der genopretter elitens verdens- og rangorden. Men romanen er basalt en krydsning af helgenbiografi og komedie om autodidakten, som med snedighed sætter enfoldige, opblæste eller magtliderlige sjæle til vægs.


Æsop lægger ud som krakilsk disputierteufel à la vores egen Erasmus Montanus, men folder sig snart ud som vismand, og romanen spiller med klukkende morskab på kontrasten til hans grimhed. Undervejs i traditionen har Æsop-skikkelsen tydeligvis opsuget træk fra den kyniske filosofis grundlægger Diogenes og fra Sokrates, der måtte drikke skarntydesaften for sine sofismer. Ja, måske selv fra Jesus i Markus- og Johannes-evangeliet, f.eks. i måden Æsop 'døbes' med digtergaven, og i måden, han bruger sine fabler som lignelser og sig selv som eksempel.

Æsop praktiserer sin egen 'tavse filosofi', der mere består i handling end i ord, og sit eget bud om at vise storsind og lade hjernen være et skridt foran tungen. Carsten Weber-Nielsens rappe oversættelse boltrer sig stilsikkert i skældsord som en anden Egon Olsen fra Olsen-banden (»slavetamp«, »hundehoved«) og i møllehaveske paradokser, ordspil og brandere.

Det fremhæver det tidløse i romanens satire mod dumhed, hykleri og livsfarlig forfængelighed. For ikke at sige det højaktuelle, for tænk hvis vor tids magthavere udkæmpede deres krige ved at konkurrere på skarpsindighed i gådegætning.

Det er en herlig, ukendt klassiker, vi her har fået på dansk, takket være Selskabet til historiske Kildeskrifters Oversættelse. Vi får den med en indledning af den førende nordiske kender: professor Tomas Hägg fra Uppsala, der oplyser alt, hvad hjertet kan begære, og opsummerer de senere års livlige forskning.

Men romanen kan også nydes direkte, liflig som et glas kølig Retsina på en lummer augustdag. Sikke en humor. Sikke en visdom. Sikke en overraskelse.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement