Eventyret har taget fast bopæl i Henrik Hohle Hansen. Det er hans talent, viser det sig, efter han har prøvet at skrive om så meget andet. Sidste år kom en lille samling historier i 'Det fortryllede orgel' med sort-hvide tegninger af Charlotte Pardi. Nu kommer 'Prinsessen og skopudserdrengen' i stort format, og Charlotte Pardi har fået farver. I Eventyrland får man løn som fortjent. Nogle gange er et eventyr bare et eventyr, som Freud ville have sagt. Der stikker i hvert fald ikke noget urdybt i disse syv simple historier om bl.a. prinser og trolde. De er lige ud ad landevejen - tror man. For Henrik Hohle Hansens landevej ligner den slagne, men så står der en forkert busk, der høres fnis og latter, sorg og glæde skifter i de mest kloghjertede, forunderlige fortællinger, man kan forestille sig. Fortalt med kropsnær varme og fryd ved dobbeltspillet. Sproget er rundt og dog koncentreret. Han taler hverken op eller ned, men helt ligeud. Forfatteren leger med eventyrgenren i dens korteste form og tilfører den en særlig midtsjællandsk form for buddhisme (han bor i Sorø), der ligner traditionen og dog er helt forskellig. Titelhistorien er en underskøn lille beretning om kærlighedens veje. De to elskende er henholdsvis prinsesse og skopudserdreng, og de får hinanden efter mange forviklinger og kongelig vrede. Til sidst er der 'Kongesønnerne', der handler om forsoning, så Desmond Tutu ville få en klump i halsen. Og indimellem er der vellykkede og tankefulde små eventyr. Stærkt er 'Lille Lise', der handler om, at tiden går. Her bliver pigen trukket gennem sneen i sin tremmeseng af tre bamser, der hen ad vejen ofrer deres skind og kapok for hende. Blot for ..., nå nej, læs det selv!