Gitte Løkkegaard har lavet radio og fjernsyn. Nu laver hun en sjov bog for børn. 'Aksel Højhus får en familie' er ikke så ringe endda, som man siger på Hjallerup Marked. Det er sommerferie! Og alle børnene skulle på ferie undtagen Aksel og hans ven Holger på 8 år. De bor ved siden af hinanden, og de er venner for livet. Aksels mor kører taxa. Aksel er faktisk resultatet af sådan en taxakørsel. Holger bor med sin far. De savner begge to en komplet familie med en bedstefar, der ryger pibe og klapper ponyerne ude i folden, mens bedstemor bager pandekager. Og da bedsteforældre jo ikke kommer af sig selv, indrykker drengene en annonce i avisen. Der sker meget i Gitte Løkkegaards bog. Drengenes frygtsomme gåpåmod fører dem ud i verden (= Nordsjælland) og tilbage til den sammenbragte storfamilie, de havde i forvejen. Den punkede babysitter, de to sværmeriske registrerede bøsser og et ældre jødisk ægtepar. Disse mennesker lover nu højtideligt at blive onkler og tanter og så videre for drengene. Det er ægte dansk og lalleglad hjælpsomhed. Historien om drengen Højhus - det hedder han virkelig! - er godt håndværk, veldrejet og ret morsom på den søde måde. Peter M. Jensens sort-hvide tegninger er også i godt humør. Hvis der skal indvendes noget, er det, at bogen er lidt for easy going i forhold til, hvad man fornemmer, at forfatteren i virkeligheden kunne præstere. »Okay«, siger Aksel til sidst. Mor spørger, hvad han mener med okay. »Bare okay«, siger Aksel.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























