Henrik Winther beskæftiger sig i sin første bog for børn med to følsomme emner - postvæsnet og Vorherre. Gitte Skov har tegnet til. Hun er også debutant på dette felt. Og 'Thomas i Immerige' er faktisk temmelig god og godt fundet på. I de første Anders And-blade var det et kald at være postbud. Et skikkeligt, pålideligt menneske med mottoet 'Posten skal ud!'. Men da Thomas (8 år) har fået sommerferie og går og keder sig, er det ikke korrekthed, der præger hans første møde med etaten. Sammen med postbud Leif gennemlæser han posttaskens postkort, senere deler de det hele ud (til tiden); men hov - der ligger nogle breve tilbage! Det meste af historien handler så om, hvordan de to brevbærere deler posten ud til dem, der er døde. Det foregår i 'Immerige', fordi lyset med H'et er gået ud. Fordi Thomas er levende, skal de om ad bagindgangen, hvor lysarmaturet også er i uorden, og selve indgangen ligner en prunkløs garagedør. Uden for den sidder Thyra med cerutten i munden og brokker sig. De har indført totalt rygeforbud derinde. Men Leif og Thomas ryger jo ikke. De døde bor nede i jorden i huller. Hér fanger en lystfisker alle de fisk, han aldrig fik fanget, mens han levede. En oldgammel matematiklærer bliver ved med at skælde ud. Og de lægger vejen forbi Thomas' bedstemor, der lige har bagt sine berømte vaniljekranse. Historien slutter med en overraskelse. Ja, faktisk med to. Forfatteren er helt kølig over for de to anskuelser, han er oppe imod. Han er hverken popsmart eller kulturradikal, men smart er det, og tillige en radikal ændring af flere verdensbilleder. Drengen Thomas holder hovedet koldt i de afgørende situationer, og han er fuld af varme følelser. Sproget er med drive og stor fortællelyst. Bogen har to dårlige sider - den første og den sidste. Det er svært at få begyndt, og hvordan kommer man ned fra den himmelske postrute. Alt indimellem er lige til en ny kasket med guldsnor. Gitte Skov tegner, som om det er rigtigt nok alt sammen. Hun tegner madam Thyra, hun viser os etatens kontrolmast på vejen deropad, hun tegner de huller, som de døde bor i, og kun én gang holder perspektivet ikke. Det er, da Thomas møder bedstemor. Resten er fortællende billeder i en streg, der var en pryd for det hedengangne Aktuelt, men som her kan virke stiv og uforløsende. Især på en historie som denne. Ikke så meget benovelse, tak! Det er jo kun for børn!