Der er ret mange, der hedder Brian i klassen. Resten hedder Mohammed eller Patrick. Vi er i 6. a på Vildevolds Skole. Ludomir er hovedperson og fortæller. Det er heller ikke et helt almindeligt navn, men det har noget med fodbold at gøre. Alligevel er det en almindelig, glad børnebog, Annette Herzog har skrevet. Der er ingen tårer i den. Selv om Ludomir går i fare, hvor han går sammen med sin ven Brian H., er humøret højt. Muntert imødeser han dagens bank, skub og nedture, men så plejer han også at hævne sig bagefter. I børnebøger er der mange af disse opstoppernæseoptimister. Der er nok ikke så mange af dem ude i virkeligheden. Ludomir er ikke nogen rigtig nørd - dertil er han for livlig - men det snerper. Handlingen i 'Ludomir Morgenhår' går hen over en vinter og er fuld af tilbageblik. Det alvorligste emne er nok, om drengen nogensinde får et par nye fodboldstøvler. Der er en kærlig tone i denne ukomplicerede bog. Især situationerne fra skolen er skrevet ned i rarhed. Skoleinspektøren er godheden selv, og pedellen har noget kørende med sekretæren. Hjemme bliver Ludomir opdraget frit, men bestemt. Drengens mor er en stålsat kvinde med et stort hjerte og gåpåmod. Hun viser det, da hele klassen - inklusive pigerne, der mest hedder Camilla - kommer til fødselsdag. Mor har også viljen til at ordne den lille sag med fodboldstøvlerne, men helst på udsalg. I en herlig scene kæmper hun med en anden mor om en støvle. De står med hver sin. Og det er måske det eneste, der kan indvendes mod en gennemført underholdende og velskrevet historie: at den hist og her er lidt for voksen i sine jokes og overvejelser. På side 41 sender Ludomir en regning til klassekassen for tort og svie. Den er rigtig sjov, synes steffen.larsen@pol.dk