Knust

Lyt til artiklen

Dick Francis er en pålidelig leverandør af solide spændingsromaner - sjældent uforglemmelige og sjældent højt hævet over gennemsnittet, men næsten altid tilpas spændende, hyggeligt uhyggelige og småironiske til at være udmærket underholdning. Det gælder også for 'Knust', der ligesom de allerfleste af Francis' øvrige romaner har væddeløbsheste, jockeyer og det miljø, der omgiver dem, som centrale elementer. I 'Knust' varierer Francis dog persongalleriet ved at lade sin hovedperson være glaspuster. (Jeg kan ikke huske at have læst andre bøger om glaspustere, så det i sig selv er med til at gøre 'Knust' interessantere end så mange andre standardkrimier). Historien er i øvrigt ganske klassisk: En ven af hovedpersonen (en jockey) dør ved en tilsyneladende ulykke, hovedpersonen fatter mistanke om, at der er noget galt, og bliver selv efterstræbt af historiens skurke, som tror, at han er i besiddelse af et videobånd, som rummer værdifulde oplysninger om nogle hemmelige formler, der er stjålet fra et forskningsprojekt. I mangel af ordentlig hjælp fra myndighedernes side tvinges glaspusteren til at opklare sagen selv, dog med assistance af en kvindelig politibetjent - med tilhørende romantisk bihistorie. På nær glaspusteren er det alt sammen set før, men Francis håndterer historien med en sikkerhed, der gør den til fint tidsfordriv - dog især for heste- og glasinteresserede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her