Langt de fleste liv er sønderslidende banale. Og Århus er en lille hyggelig by. Sandheden i disse to udsagn mødes på forbilledlig vis i Keld Conradsens debutroman 'Småfisk og guldmakreller', der lader os følge den 36-årige Jacob Laumans hovedkuldse forsøg på dog endelig at blive voksen og tage skæbnen i egne hænder. Handlingen udløses som altid af en krise: Kæresten Louise forlader ham, med deres 3-årige dreng Rasmus under armen. Tilbage sidder Jacob med ondt i sjælen. Det er gængs visdom i enhver uddannelsesinstitution, at det er forbudt som læser at identificere sig med det læste: Det gør kun naive piger og følsomme midaldrende kvinder. Men en del af charmen ved Conradsens roman er, at den helt ublu lægger op til, at målgruppen skal identificere sig hæmningsløst med dens scenarie. I første række århusianske weekendfædre i midten af trediverne, i anden række århusianske kvinder i samme aldersgruppe, begge dele placeret i middelklassen. Vor antihelt spiller fodbold i weekenden, elsker musik og bøger og arbejder som chefredaktør for et lystfiskermagasin.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























