I sit moralske korstog mod fremmedforskrækkelsen, romanen 'Alle steder og ingen steder', har Jytte Borberg behændigt undgået at tvære rundt i den vestlige verdens fortærskede myter om de fremmede, de vilde og primitive, dem vi ynder at beglo gennem museets trygge panserglas: blodtørstige barfodsindianere, tandløst grinende eskimoer, dansende kannibaler eller burkaklædte fundamentalister for den sags skyld. Næh, som eksotisk mindretalsgruppe, verdens sidste hedninge, det civiliserede samfunds allersidste rest uoplyst sjæl, har Borberg valgt kategorien de fede. En primitiviserende fællesbetegnelse, som i den virkelige verden jo allerede er godt på vej til at dele samfundet op i endnu et 'dem og os', i og med fedtet og dets bærere, sundheden og selvkontrollens på alle måder overvældende modstandere, dæmoniseres som aldrig før. Fedtforskrækkelsen er en realitet, de fede - en gruppe under konstant overvågning og kritik. Jytte Borberg har med vanlig humoristisk sans set det groteske og ikke mindst maleriske heri: Den colombianske kunstner Fernando Boteros kødfulde mennesker valser ikke kun rundt på bogens omslag, de materialiserer sig også som kulørte og sanselige tableauer i teksten. Kender man Boteros værker, forstår man, hvorfor Borberg har valgt netop denne 'fremmede' kunstner som vignet: På grund af hans satire og hans eksotisme (set i nordisk lys, altså). Men så forstår man til gengæld heller ikke meget mere. En lille gruppe mennesker i en fjern dal har meldt sig ud af Storsamfundet. Afkommet gemmer de i Børneparadiset, så Magten ikke får ensrettet de små. Fedmen er et panser, latteren et værn, men de danser, spiser og tager erotiske bade. Alt imens Big Brother, eller hvem det nu er, kigger på. En gruppe observatører besøger samfundet, blander sig, skriver rapporter, og kulturudvekslingen går sin skæve gang. Siden gøres dalen til mål for økoturisterne, og også her er der basis for Borbergs mellemfolkelige studier og - selvfølgelig - hendes kulturkritik. Borberg er berejst og bekendt med undertrykkelsens mekanismer i alle variationer, men i 'Alle steder og ingen steder' bliver iagttagelserne desværre ved det notatagtige, den sammenhængende analyse for tynd. Og satiren? Ja, den mangler paradoksalt nok lige præcis kød.