For tredje og sidste gang tager Nils Hartmann nisse- og fortællehuen på for at berette slægters historie. Tidligere fortalte han om oldemor og så om farfar. Nu er det 'Fars historie', og det er atter Karoline, der modtager. Denne gang på sin personlige pc med indscannede billeder. Karoline er nu blevet 14 år. Far hedder Jeppe og er en 1962'er. Om nogen mestrer Nils Hartmann kunsten at levendegøre fortiden. Uden hans indsats var danske børn endnu mere historieløse, men i dette tilfælde er håndtaget faldet af og skolelæreren vågnet til dåd. Der er tænkt så meget over sammenhæng og vekselvirkning mellem pigens nu-historie og fars, der er levet, at det bliver til pap, og hjerterne glemmer at slå i samme takt. Der er også tænkt en del over historiens gang og gentagelser i nyere tid. Det knold kan Nils Hartmann, han glemmer ingenting og viser her en hidtil ukendt svaghed for rummets erobring. Så mens Karoline småsludrer om små og store ting fra hjem og skole, så indløber fars mails på skærmen, og det er en rigtig halvfjerdserhistorie, som popper op. Den svinger sig uden lidenskab mellem sorgen over henholdsvis formand Maos død og Elvis'. Jeppe er ikke nogen rigtig oprører eller politisk aktivist. Han har de rigtige meninger og er ellers mest til piger. Som ingeniør er Jeppe med til at rejse den store mølle på Tvind, men kun i 14 dage. Det er altså en helt almindelig småkedelig småborgers erindringer, som skal krydre og give suset af historie. Far kan af gode grunde ikke huske, hvor han lå og sov til middag, da Kennedy blev skudt, men det kan farfar. Både han og olde er med endnu. Det er Anders Fogh Rasmussen også, han afrunder kronologien foran Amalienborg med sit nye ministerium. Måske mener Nils Hartmann, der er skel hér. Desværre! Som litteratur er 'Fars historie' elendig, men så er det vel en god bog til skolebrug, kan nogen sige. Ja, måske. Desværre.