Den amerikanske krimiforfatter Dennis Lehane er allerede introduceret på dansk med 'En bøn om regn'. Hans nye roman, 'Mystic River', har ikke hans faste politimakkerpar i hovedrollerne, men dog en desillusioneret cop som sin ene hovedperson. Han hedder Sean Devine og kommer fra samme område i en fiktiv by i omegnen af Boston som de to andre hovedfigurer, den begavede gangster Jimmy Marcus, som har holdt sig på dydens vej de sidste ti år, og den skvattede Dave Boyle, der som dreng blev samlet op af to pædofile mænd i en bil, bortført og misbrugt i flere dage. Sean, Jimmy og Dave var kammerater, men Daves traumer, Jimmys kriminelle løbebane og Seans ambitioner har siden ført dem helt forskellige steder hen. De mødes igen, da Sean bliver sat på en mordsag. Offeret viser sig at være Jimmys forgudede, smukke teenagedatter Katie. På mordnatten er Dave kommet sent hjem med blod på tøjet, og da intet i denne slags romaner i længden forbliver usynligt for politiets kombination af grundighed, intuition og righoldige databaser, kommer det da også passende langsomt for en dag , hvor blodet stammer fra, og hvem Katies morder er. Genrens spilleregler er overholdt til punkt og prikke, og jeg anede først sammenhængen på side 310. Bogen er derudover en skildring af tre mænds dykken ned i sjælen og fortiden. 'Mystic River' er et autentisk flodnavn, men det står også for det fortrængtes mystiske flod, og det er ikke opbyggeligt, hvad de tre henter op af den. Lehane beskriver den rå solidaritet på forkvaklede præmisser, der hersker i et socialt belastet kvarter, og han tilslutter sig implicit den tese, at mennesket er et forfærdeligt udyr, når forholdene kræver (eller tillader) det. Man kan læse bogen som et vidnesbyrd om, at USA er et sygt samfund eller, at civilisation altid er en tynd fernis - ingen af disse fordomme vil blive udfordret - og man kan vel også lade sig underholde af den som af endnu en veldrejet krimi i den barskere ende af spektret. Men historien er tilstrækkelig virkelighedstro til at sandsynliggøre klicheen om strømerens livslede, og Lehane er ikke for eskapister. Om romanens menneskesyn så også er sandt, er en anden diskussion. Mich Vraa har oversat kompetent og rutineret og med et godt slangøre.