Én ting er sikkert: den debuterende Kristine Widén er ikke i krimien 'Mergelgraven' det mindste håndsky over for klichéernes uudtømmelige skatkiste. Journalist Anne Sørensen, 36-årig single på den jyske vestkyst, og i romanens anledning snushøne, ruller sig i kaffe og cigaretter og whisky; hun kører rundt i en ramponeret gammel spand, hun fører en hæs og rusten Phillip Marlowe-look-alike dialog med læseren, hun er barsk, men har et hjerte af guld, der banker for miljøet og de svage og undertrykte. Og hun er sindsoprivende dum de steder, hvor der skal skabes lidt spænding. Hun kunne godt minde lidt om Sara Paretskys seje V.I. Warshawski, hvis ikke lige det var fordi, Widén er cirka 22 lysår fra Paretskys stramme sprog og velkomponerede plot. Jeg synes også Elsebeth Egholm, om hvem Widén minder en smule, er betydeligt bedre til det psykologiske portræt af den voksne kvinde, end Widén, hvis skildring af Sørensen står ret råt og utilhugget. Widén anvender sig desuden af påfaldende amerikanismer, f.eks. »Morderen kunne jo, for alt hvad jeg vidste, stå derude«. »For all I knew«, er helt normalt på engelsk, men skurrer så direkte udskrevet på dansk. Handlingen forløber meget præcist fra 11. oktober til 25. november, og kommer i stand ved, at Anne Sørensen en tåget aften opdager liget af en gravid, ung pige på et jernbanespor. Hændelsen viser sig at være forbundet med et fortidigt mord på samme egn; 40 år tidligere blev en ligeledes gravid ung pige fundet død i en mergelgrav. Sørensens nysgerrighed overfor mordets årsag, og hendes ihærdige graven efter oplysninger om den ældre forbrydelse, giver stødet til en hæsblæsende jagt, der involverer magtfulde, ældre mænd på den lokale egn. 'Mergelgraven' er ikke fuldkommen ueffen, det er en kontant og sine steder ganske effektiv lille thriller. Men der er masser af plads til et bedre plot, et knap så fladt sprog, en mindre konventionel og udvendig personskildring næste gang, Widén slår sine folder i genren.