Langt ude i Sydhavnen, der hvor containerne, rusten og skurene bor, holder brødreparret i 'Dykkerdetektiverne' til på en afskallet husbåd, og Henrik Einspor fortæller deres historie. Nu for sjette gang. Blandt livsløgn og tomme pizzaæsker holder bureauet svømmefødderne i vandet, og de mest mærkværdige 'sager' dumper ned i deres snorkler. Dette mysterium hedder 'Neptuns sønner' og tager sin stilfærdige begyndelse henne i Sydhavnens svømmehal, hvor junior - Karl - finder et glasøje på bunden af bassinet. Denne hændelse giver afsæt til adskillige grinagtige og nervepirrende situationer lige indtil det store klimaks midt i sejlrenden i Øresund, hvor flådens top er forsamlet på 'Hornfisken' sammen med forsvarsministeren og pressens gentleman fra Vestkysten, der kan love solointerview. Er det nu bin Laden igen? Vist ikke. Det er forsmåede og tvangspensionerede militærforskere fra det tophemmelige sælprojekt. Nu vil de have hævn og bevise, at deres idéer var gode nok. Men de har ikke taget højde for hverken Karl eller Bingo samt deres evner for lynhurtig kombination og alternativ timing. Og det lige fra de første hæsblæsende scener, hvor Bingo bliver kørt ned hjemme på kajen af en blind dame i egen bil. Senere medvirker orangutangen Nelly. Henrik Einspor har et gode øje til sine to selvbevidste underhunde af dykker-arten. Det er nu ikke så meget tid, de to våde helte opholder sig under vandet. For det meste er de i fedtefadet. Der er en ru folkelighed grænsende til det poetiske over personerne og miljøet. En mere fedtet forfatter havde tænkt: Hér er gode idéer nok til to, måske tre bind. Men ikke Henrik Einspor. Han strør om sig med vanvittige gags og flydende verbal-pingpong, så man får både hjertebanken og smilehuller. Godt den kun er på 368 sider! 'Dykkerdetektiverne' er en super børnekrimiserie, 'Neptuns sønner' er også super, og kun læsere i København vil studse over, at ét af voldsofrene bliver indlagt på Kommunehospitalet.