Ostetragedien

Lyt til artiklen

Verdenslitteraturen er fuld af eksempler på lidet kendte eller oversete mestre. Årsagerne kan være mange: et lille sprogområde, en tidsalders særlige smagspræferencer, forfatterens undselighed. Det er derfor forbundet med en særligt intens nydelse at opdage en - i det mindste for denne anmelder - hidtil helt ukendt, men aldeles fremragende forfatter. Sådan én er den flamske Willem Elsschot (1882-1960). En stor forfatter er kendetegnet ved at opdage og kortlægge en distinkt egn af det kolossalt vidtrækkende felt, den menneskelige erfaringsverden udgør. Og det er nøjagtigt, hvad Elsschot gør. I kølvandet på f.eks. Gogol og Dostojevskij og Huysmans slår han ned på den lille undselige kontorist, i dette tilfælde den aldrende Frans Laarmans. Men i modsætning til sine berømte forfædre skildrer Elsschot helt Storm P.sk kontoristen med en blid og nænsom humor, der uden at være det mindste rørstrømsk lader hans bette, trange tilværelsestragedie stå frem i et forsorent lys. I indledningen til 'En historie om ost' skriver Elsschot: »Tragikken er et spørgsmål om intensitet, om takt og harmoni, om cæsurer, om det enkle og oprigtige, udtalt med et skævt og spotsk smil, en jublende vekslen mellem lento og gongongslag«. Det er formentlig den mest rammende karakteristik af Elschotts sublime evne til at tegne hverdagstragedier, man ville kunne finde. Hele sagen er meget enkel og latterlig. Laarmans kommer ved et tilfælde ind i den velhavende højborger van Schoonbekes omgangskreds. Schoonbeke er forlegen over sin bekendts ringe sociale status og skaffer ham et indbringende agentur på ostesalg i Belgien og Luxembourg. Problemet er blot, at lille Laarmans honette ambitioner ikke er understøttet af den mindste salgserfaring eller salgsevne. Hele sit liv voksne liv - 30 år - har han været ydmyg kontorist på et rederi, og hans abrupte spring ind i livet som velhavende ostegrosserer lider øjeblikkeligt skibbrud. Husets Forlag kan ikke prises nok for at have udgivet denne flamske perle, som i øvrigt efter alt at dømme er glimrende oversat.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her