0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Veteranen kvæles i klicheer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De fem lange historier i 'Veteranen' har tidligere været udgivet på internettet, men foreligger altså nu også i traditionel bogform. Man spørger sig selv, om det virkelig var værd at bruge papir på dem.

Der er gode ideer i dem alle fem, og i passager viser Frederick Forsyth, at han faktisk kan skrive, så det er interessant at læse, men de gode tilløb kvæles af alt for klicheagtige personer, handlinger som er for tynde, for indviklede eller bare ikke hænger sammen, og af alt for mange sider med overflødige tekniske redegørelser.

Forsyth har en for spændingsforfattere ødelæggende mani med at presse hele sin omfattende baggrundsviden ind i historierne, hvad enten den kan være der eller ej. Jeg vil gerne læse om, hvordan man flyver en Jumbo Jet eller arbejder på et traumecenter, hvis det er relevant for historien, men når det bare er fyld, vil jeg helst være fri.


Forsyth kommer vidt omkring i sine fem noveller. I titelhistorien bliver en ukendt mand dræbt af to lede bøller. Vi følger politiets opklaringsarbejde, ser hvordan en dygtig advokat kan redde åbenlyst skyldige udskud fra straf og får en lille overraskelse til sidst.

Historiens pointe er karakteristisk for det menneske- og retfærdighedssyn, som Forsyth gerne lægger for dagen: Loven er blødsøden, og morderisk selvtægt er helt i sin orden, især hvis den udøves af tidligere kommandosoldater, hvis kammeratskab og særlige evner hæver dem over almindelige mennesker.

Forsyth er ikke just nogen humorist, men en vist ansats til satire finder man dog i historien om, hvordan en ung medarbejder ved et auktionshus hjulpet af sin computerkyndige punkerkæreste og en arbejdsløs skuespiller tager en grusom hævn over de overklasseløg, som har gjort ham til syndebuk for deres svindel og inkompetence. Bare historien ikke havde været så omstændelig og proppet med varemærker, der skal karakterisere personerne.


Den bedste af de fem historier handler om et amerikansk ægtepar, som under en ferie i Siena hører historien om en lokal helgeninde. Helgenindehistorien (der er kalkeret ret nøje over virkelighedens Caterina af Siena) er god, og man bliver nysgerrig efter at finde ud af, hvor Forsyth vil hen med den.

Da den overraskende pointe kommer i de sidste linjer, viser det sig desværre, at han slet ikke ville nogen steder hen. Undervejs giver Forsyth sig god tid til at ride en af sine kæpheste, nemlig krigshistorien: Han fortæller levende og anskueligt om Anden Verdenskrig i Italien.

Historien om en familiefar, der undervejs fra Bangkok til London måske får færten af en narkokurer, er ren vandetrædning, indtil vi endelig lander i London og får en efterhånden ikke ret stor overraskelse.

Og den afsluttende historie om kavaleristen, der overlever Custers nederlag ved Little Big Horn, forelsker sig i en indianerkvinde og falder i søvn i en tidslomme for først at vågne i vore dage, hvor han bortfører sin elskedes tipoldedatter fra hendes bryllup og besvangrer hende, skønt han senere viser sig at have været død hele tiden, er det rene vrøvl. Også her er krigshistorien noget af det, som Forsyth slipper bedst fra.


Oversættelsen fungerer ganske overbevisende, om end den engelske syntaks mange steder skinner for kraftigt igennem (»En syndebuk ville blive nødvendig«, i stedet for f.eks. »Der ville blive brug for en syndebuk«), og betegnelserne på institutioner, organisationer og historiske fænomener har voldt problemer, som ikke alle er løst lige godt: 'Battle of the Bulge' hedder f.eks. 'Ardennerslaget' på dansk, og selv om 'fyrste' hedder 'prince' på engelsk, har Italien aldrig været opdelt i 'prinsedømmer', men derimod i masser af fyrstedømmer. Det er ikke kun oversætterens skyld. Redaktøren og korrekturlæseren burde have standset den slags.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu