Niels Roland er en god tegner, og hans tegneserie med en vis 'Gunnar' i hovedrollen er ren kult og ret smågenial. De to billedbøger med tekst af ham selv om 'Gustav Legesyg', der kom for nylig, er gode og maskuline, men kan Niels Roland også skrive en hel bog? Det er svært at afgøre, selv om 'Det forsvundne efterår' er på 190 sider. Det skal forstås således, at bogen om en dreng og pige, der sammen med deres forskelligartede hjælpere rejser fra Benbrækkerbakken, hvor Sidse bor, og frem til det fugtige slot, hvor vestenvinden holdes indespærret - at den bog er helt efter bogen. Kæk og kvik med lidt latter og mystik samt en lidt farlig finale. Det hele er ledsaget af egne tegninger i en renfærdig streg, der er lige så kedelig som ordene. Det er sagens kerne: Man keder sig. Sproget flyder let, der er ingen huller eller hink i historien, den har logik, men den mangler helt nødvendighed og nerve. Personer og påhit står så underligt blege og blafrer. Bogen er hverken tosset eller Tolkien nok til at fylde sit hylster ud, så der er kun én ting at gøre: vente. 'Det forsvundne efterår' er nemlig bare bind ét af fire om livet op og ned ad Benbrækkerbakken, og det kan godt ske, at Niels Roland kan lægge mere sjæl i de to børn og deres nære omgivelser - og alligevel komme ud at rejse. På denne første tur bygger han f.eks. en stemning op, som er lige ved at blive alvorlig mellem drengen Frederik og et fortællende barn, der ledsager dem, men så sker der noget andet. Sidses storebror er heller ikke kommet hjem ved redaktionens slutning. Som tegneserietegner mestrer Niels Roland den minutiøse streg med det rolige pillearbejde. Måske er det lidt af stemningen herfra, der er sivet ind over bare bind ét af Benbrækkerbakken.