Thorstein Thomsen er en stor poet, og han er bedst, når han ikke rimer. 'Grisen der dansede tango' er ren, lyserød prosa om en kærlighed, der overvinder frysevogn og slagtehal for at fuldendes i en fejende tango ved Middelhavets kyst. Derhjemme sidder svinehalsbestyrer hr. Kvant endnu og glor. Dog ikke længe. Der er både for og bag på løjerne. Og et langt midterstykke med blodige detaljer fra slagtehallerne. Det er lige til at blive vegetar af! Men først er der så dejligt ude på landet. Familien Kvant danser tango med deres nyfødte Per, men senere gribes bondemanden af ordenssans og hang til tal, de hopper på svinekarussellen og opdager først sent, at drengen har forelsket sig uhjæpeligt i en gris. Og omvendt. Sammen går de to gennem ild og vand. Det er en aparte forbindelse, men den holder. Til sidst tager Per og øf hjem til den fædrende gård, hvor de danser en stille tango på gårdspladsen for to ellevilde forældre. Slut. Thorstein Thomsen bruger slagteriet til at forstærke kærligheden med. Han er ikke andet end harm og forundret over det. Han skal videre. Så derfor står disse afsnit uhyggeligt stærkt. Poesien hersker i resten af historien. Tungen skal holdes lige i munden til denne grænseoverskridende forbindelse. Længe bliver Thorstein Thomsen oppe i luften. Han kan dog ikke altid styre sin hang til et billigt rim af enhver art. Men det er småting. For det meste er 'Grisen der dansede tango' en klarhjertet, skæv og alvorlig oplæsningsbog for klarhjertede, skæve og alvorlige børn. Hanne Bartholin tegner store og små billeder med sort-hvid pen og pensel. De små, vignetter er de bedste. Hun forløser ikke helt forfatterens tro på dette umage par - som om hun heller ikke selv tror på det.