0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At lide meget nu

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvindelige forfattere og deres mandlige forlæggere. Altså! I sin første udgivelse, novellesamlingen med den uregerlige titel 'Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted', fortæller den unge franske forfatter Anna Gavalda om sit eget (?) første møde med forlagsbranchen. Om de anstrengende og bekostelige forberedelser inden hun tør se forlæggeren ømt i øjnene og aflokke ham et forhåbentligt uforbeholdent, stort og rungende 'antaget'.

Det handler om blondetrusser og billige kneb på den ene side og om kontrolleret afventende maskulinitet på den anden. Han skulle da ikke have noget antaget, men bare se, hvordan dette unge skrivetalent så ud. Nar.

Adskillige hundrede tusinde solgte novellesamlinger senere lægger Anna Gavalda i romanen 'Jeg har elsket' op til endnu en klassisk statusøvelse. Svigerfar og svigerdatter, den fåmælte patriark over for det tilgiftede pigebarn med forfriskende nyt blod i årerne. Alene i et landhus med buldrende kaminild og en skilsmisse i gære. Hvis dét ikke kalder på flæbende violiner og en kærligt trøstende arm, så ...

Men lige så lidt som forfatterspiren ender på forlæggerens skrivebord med stængerne i vejret, havner Chloé og Monsieur Dippel i svedig omfavnelse foran familiens arne (der er i øvrigt også et par vimsende børnebørn et sted).


Og det er det fine ved Anna Gavalda. Hun kan sine gamle og nyere arketyper, men undlader at følge deres tragiske handlingsmønstre til punkt og prikke. Hun flirter, gør hun, og så har hun humor. Mere tydeligt i novellerne fra 1999 end i romanen fra i år. Her er krøllerne glattet noget ud, og den livlige springen rundt i det - både sprogligt, geografisk og socialt - ret kuperede franske landskab erstattes af en større stringens. Hun styrer sikkert mod kærlighedens inderste kammer, der hvor forstillelse og dovenskab er forbudt. Og hun får os næsten til at tro, at dette hemmelige hulrum findes.

Det varer ganske vist lidt, før denne læser falder til ro ved kaminilden. Men så er der til gengæld også varmet op til en inderlig tete-a-tete, hvor den erfarne belærer den mindre erfarne i tryg alfaderlig stil. Chloé, romanens jeg, er i choktilstand over mandens akutte svigt til fordel for en anden kvinde. Men svigerfar får hende vist langsomt ledt ad fornuftens vej. Ved hjælp af smiger og årgangsvin i stride strømme - han er ikke franskmand for ingenting - får han hende forklaret, at det er bedre »at lide meget nu, i stedet for en lille smule resten af livet«.

Med romanens titel 'Jeg har elsket' i hu, kan læseren nok regne ud, at vi har at gøre med den stormende kærlighed over for den stille ægteskabelige død, det stolte valg frem for den valne laden stå til. Svigerfar har også elsket. Ikke sin kone selvfølgelig, men en kvindelig tolk, der trak ham kloden rundt af bare kærlighed. Han lod hende smutte. Og har kedet sig lige siden.


Indvævet i denne historie ligger en mindre, men smukkere om hr. Dippels meget diskrete sekretær, der indskrumpen og gul af cancer viser sig at have fundet sit livs lykke, bedst som alle troede, at hun var ensom og forsmået.

I få sætninger formår forfatteren at gribe højdepunkterne i et menneskeliv, uden at pensle ud eller gøre stads. Det er det andet fine ved Gavalda. Hendes økonomiseren med sætninger og hendes velvalgte klip fra den fortællende strøm til nutidens små gøremål, så som sporadisk børnepasning og nødvendig madlavning. Hvor ulykkelig skal man være, før man afslår en velduftende ragout?

Det har forlydt, at Anna Gavalda ville skrive et filmmanuskript. Det har hun med 'Je l'aimais' for så vidt allerede gjort. Man skal ikke være mere end almindelig turistkendt i det franske for at se et råkoldt stenhus for sig og en Michel Piccoli, der slæææber brænde ind med guddommelig livstræt mine. Tænk hvis alle svigerfædre var så kloge, tænk hvis alle skilsmisser var så dekorative.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce