Kvindelige forfattere og deres mandlige forlæggere. Altså! I sin første udgivelse, novellesamlingen med den uregerlige titel 'Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted', fortæller den unge franske forfatter Anna Gavalda om sit eget (?) første møde med forlagsbranchen. Om de anstrengende og bekostelige forberedelser inden hun tør se forlæggeren ømt i øjnene og aflokke ham et forhåbentligt uforbeholdent, stort og rungende 'antaget'. Det handler om blondetrusser og billige kneb på den ene side og om kontrolleret afventende maskulinitet på den anden. Han skulle da ikke have noget antaget, men bare se, hvordan dette unge skrivetalent så ud. Nar. Adskillige hundrede tusinde solgte novellesamlinger senere lægger Anna Gavalda i romanen 'Jeg har elsket' op til endnu en klassisk statusøvelse. Svigerfar og svigerdatter, den fåmælte patriark over for det tilgiftede pigebarn med forfriskende nyt blod i årerne. Alene i et landhus med buldrende kaminild og en skilsmisse i gære. Hvis dét ikke kalder på flæbende violiner og en kærligt trøstende arm, så ... Men lige så lidt som forfatterspiren ender på forlæggerens skrivebord med stængerne i vejret, havner Chloé og Monsieur Dippel i svedig omfavnelse foran familiens arne (der er i øvrigt også et par vimsende børnebørn et sted).
At lide meget nu
Lyt til artiklen
