Der var engang to kaniner, der holdt så meget af hinanden, men på afstand. Den ene turde ikke sige til den anden, at han var sød, og den anden troede, at han kunne imponere hende ved at købe et skrabelod og derefter en rød kværn af mærket 'Rabbit Race'. To kaniner vansmægter nu i hver sin hule. Svenske Ulf Nilsson og vor egen Lilian Brøgger ved godt, hvordan sådan et par små dyr har det. De dykker med vellystighed og bankende hjerter ned i denne første, dejlige betagelse, der kendes så godt fra alle børnehavers puderum. Det er noget, der gør ondt, hvis hun ikke kaster en pude efter mig! 'Popcorn og Rufs' er for større billedkiggere. Den er delt op i ni korte kapitler, og så er der et tiende, som Lilian Brøgger selv har fundet på. Bogen er lavet på klassisk vis med billeder og lidt tekst på hver side. Ordene er meget smukke og dybfølte, de har fanget tegneren på en pote, hvor det gælder om at holde igen, så det hele ikke letter. Derfor er det traditionelle tegninger, som Lilian Brøgger har lavet flest af. De læner sig gemytligt op ad Ulf Nilssons inderlige sprog, hvor »mine knurhår længes«. Til sidst tegner hun dog sin egen finale, hvor kaninfamilien er blevet større. De fræser alle sammen af sted på den røde racer. Historien om kaniners kærlighed er fortalt med glæde og glimt i øjet. Det er en bog for alle og enhver. Den er erindret ned til detaljen. »Du er græs«, siger den ene kanin, »Du er blæst. Du er en solopgang«. Og den fortsætter: »Dine ører er så lange. Dine knurhår er så smukke. Din snude er så varm som ingen andens«. Sådan er det! Ja! Bedre kan det ikke siges. De knurhår ...