For et år siden udgav Jørgen Gustava Brandt 'Veje til Infantilia'; året før kom 'Velkendt og fremmed', og nu kommer så 'Ting og sager'. De tre bøger ligner hinanden: samme format, samme layout, samme omslag med et maleri af digteren selv. Også digtene i den nye bog ligner de tidligere: De er umådeligt veltalende og folder sig ud i langstrakt syntaks, dvælende rytme og pompøse billeder. Det gennemgående tema er endnu en gang nærværet, oplevelsen af at være til stede nu og her: i erotikken, i naturen og i digterens almindelige, flanerende trummerum. Det virker, som om Gustava har fundet en poetisk rutine, som han så bare skriver videre på i bog efter bog. Efter min mening er digtene overpyntede. Der er for mange dyre ord og ædle materialer. Der er »ahornlykke«, »høstkobber«, »umbramørke« og »gyldne bræmmer« i metermål. Og som vanligt bruger Gustava gerne de mest fremmedartede fremmedord: Han skriver »apparitioner« i stedet for 'tilsynekomster', »kronometer« i stedet for 'ur' og »frigidaire« i stedet for 'køleskab'. Fint skal det være. Og jeg skal ikke rynke på næsen af en velanbragt eksotisk glose eller to, selvfølgelig ikke, men jeg synes, det tager overhånd: »Solfaldet illuminerer væggene med cinnober« f.eks., eller dette stykke tredobbeltkonfekt: »Huset vatteres i klangløs silentium«. »Huset vatteres« synes jeg er fint; men derefter er både »klangløs« og »silentium« helt unødvendige. Det er for meget. Hvilket egentlig vil sige: for lidt. I hvert fald for mig.
Pyntet poesi
Lyt til artiklen
