Hunden BP er grim. Den ligner en pølse, har udstående øjne, snorker om natten og har pels som en gris; men da den bliver væk, viser det sig, at kærligheden har sine egne veje. Alle elsker BP. Denne norske hundehverdagskrimi af Tove Nilsen er rent vuf. 'Landsforeningen af hæslige hunde' er klassisk i sit sceneri og problemvalg, fermt fortalt og godt skruet sammen. Helt almindelig god - hvis ikke lige det var for monsterhunden, der bidrager med sit skær af urokkelig værdighed og gør fortælleren blød i mælet. BP ved ikke selv, han er grim. Han er! Og hvem vil ikke gerne det!? Det meste af tiden er hunden BP borte. Mona og Espen leder desperat efter den. De forsøger at aflure en enspænderhund dens egne veje. De kommer vidt omkring. Det er ikke de grovmundede drenge fra 10., hunden er heller ikke på dyreinternatet, næ, BP er nærmest kidnappet af en folkepensionist, der er ved at lave en videofilm om dette mærkelige væsen. Det viser sig, at BP - ud over at kunne binde snørebånd op - også er en habil hundesanger og artist. Det meste ender godt, og hvad er et hjem uden en hund!
Rent vuf
Lyt til artiklen
