Enhver har sin skæbne, og den skæbne, Johan Rantzau Mund får i 1700-tallets første halvdel, er grum, om end delvis selvforskyldt. For hverken han eller hans nærmeste familie formår at leve i den verden, der er undervejs. Deres værdier og holdninger slår ikke længere til. Hertil kommer, at de er udygtige i udførelsen af deres erhverv som herremænd. Deres bønder er langt dygtigere end dem, får vi at vide. Johan er jegfortælleren, der fra sin fængelscelle på Munkholmfæstningen i Trondhjem Fjord fortæller om sit liv. Han har aldrig hørt til de livsduelige, har altid været hvid og bleg og meget svagelig. Han får (epileptiske) anfald, når han presses for stærkt, og under disse aner han ikke, hvad han har foretaget sig. Denne sygdom skal vise sig at blive fatal for ham, idet folk, som ikke vil ham det godt, benytter den mod ham. Hans pyntesyge, stærkt egoistiske mor kalder ham for 'ærenpris', og det er ham, der kommer til at betale ærens pris, idet han udsoner slægtens mange fejltagelser. Hans liv bliver en lang vej ned i mørket og fornedrelsen, men det er også gennem den, han vinder en større forståelse for andre og for, hvad livet er.
Sort skæbne-beretning
Lyt til artiklen
