Småt

Lyt til artiklen

Hans Otto Jørgensen vandt i sidste måned Danmarks Radios romanpris for 'Helt og heltinde'. Da juryen af menige læsere og lyttere argumenterede for åben mikrofon, var det romanens sprog, der vejede tungest. Det er det i endnu højere grad i hans nye, meget mindre bog, 'Hjort eller hare', der består af 60 bittesmå, indbyrdes uafhængige prosastykker. Et sceneri, en refleksion, et par sætninger, en sjælden gang et tilløb til et forløb, er, hvad man finder i disse stykker af en længde på mellem én og 25 linjer. Det første, som er et af de bedste, begynder sådan her: »Blodet pumper ud af halsen på hende«. Det kunne være et billede fra en actionfilm. I det næste par sætninger rammes scenen ind. Vi er stadig i filmen, men en lille usikkerhed melder sig. Vi er på enten en p-plads eller trappen til en skadestue. Og så bliver det surreelt. Der vokser dunhammere på trapperne, lægerne er iført waders, scenen er blevet til en mole, uheldssvanger. Det er stort at kunne suggerere så kraftigt på syv små linjer. I de næste stykker er der også katastrofe og krise. Senere er det forhold mellem personer, der står i centrum. Et barn og hans mor udfylder et lige så suggestivt stykke som det første, »det var lige efter krigen og alt var muligt«. Længere fremme kommer variationer over forskellige seksuelle relationer. Og lidt om sammenligninger, alt det dér med 'som'. Der er også hentydninger til film og bøger, Høeg, Bille, Günter Grass. Det er efter Seebergs kortprosa, og alt er muligt. Man kan betragte genren som et øvelseslokale. En forfatter undersøger, hvor megen energi han kan lade sit sprog op med, som en anatom, der sliber sin kniv. Men den anatomiske tegning lader vente på sig. Og derfor bliver resultatet af dette store sprog foreløbig kun småt. Et af de tres prosastykker lyder i sin fulde længde, over en hel side: »Du dør sgu da ikke«. Jo, gu' gør du så, Hans Otto, endda før tiden, hvis du som i denne bog slår dig til tåls med at blive på øvelsesterrænet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her