I et interview til Information, bragt for blot et par uger siden, gør forfatteren Katrine Marie Guldager op med postmodernismens klaustrofobiske jeg-fortællen og vægren sig mod helhedstænkning. Det blev for småt, mener forfatteren, der gerne slår et slag for helhedstænkningens comeback - i politik såvel som i kunst. Med hørespillet 'Rejsen til Kicdolqimikk' leverer Katrine Marie Guldager så, hvad der ligner (endnu) et håndgribeligt svar på denne søgen mod større horisonter: Hun sætter en flok samfundsborgere i fælles kupé og blæser afgang for en rejse mod det forjættede land - eller er det et fatamorgana af en fælles fremtid? Den brogede forsamling har hver især et personligt mål med rejsen, men som den unge mand fra Ungdomshuset siger: »Nej, det er jo ikke ligefrem fordi, der er nogen, der har en fælles drøm mere«. Snakken går - i sit helt eget satirisk-poetiske leje - og omridset af en flerfarvet minikultur tegnes. Som absurdistiske arketyper rager de frem af intetheden for pludselig at afsløre en fortid eller en historisk forankring - i Korsør eller Østeuropa. Deres skæbner rystes sammen i takt til togstammens rumlen, nogle tættere end andres. Slagtermesteren og jomfruen med den alt for store kærlighed går eksempelvis på visit i hinandens drømme og skaber en sart, sværmerisk intimitet i disse luftigt glidende overgange. Nu er det mildest talt ingen hemmelighed, at teatret - ligesom de fleste andre kunstarter - i snart en årrække har søgt efter det bevidsthedsudvidende stof, der kunne sende dramaet langt væk fra dagligstuen. Og flere og flere dramatikere springer da også ud i denne virkelighed. Det fine ved Katrine Marie Guldagers lille hørespil er dobbeltbevægelsen i menneskeskildringen: indad og udad på samme tid. Hvis hun kan holde den, og samtidig forstærke dialogens dynamik, kan fortsættelsen af den trilogi, 'Rejsen til Kicdolqimikk' ifølge forlaget er den første del af, meget vel bringe teatret endnu et nøk videre på rejsen mod fremtiden. Helhedstænkende eller ej.