0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

brain/control.sys.//

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingeni
Foto: ingeni
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke nogen helt almindelig bog Eli I. Lund (f. 1971) har valgt at debutere med; og den er slet ikke så munter og ligetil, som titlen antyder.

'Jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden' bærer ingen genrebetegnelse, men minder mest om en digtsamling eller måske snarere: et langdigt.

Bortset fra i titlen bruges ordet 'jeg' ikke, og det må siges at være usædvanligt for digtgenren. Det er ikke det eneste, der er usædvanligt:

Teksten begynder allerede på omslagets flap, og den fortsætter ind under flappen og videre over de 72 upaginerede sider og ind over omslagets bagside for at ende med kolofonen på den bageste flap.


Man lægger straks mærke til den særprægede typografi: Marginbredden skifter ustandselig, enkelte tekster er centreret, og især er tegnsætningen særegen:

Det vrimler med skråstreger, punktummer (også i begyndelsen af linier), parenteser, forskellige slags anførselstegn foruden lighedstegn og koloner; og alle disse tegn bruges på en ukonventionel måde, ofte i dobbelt- og trippelformer som (( og ///.

Én af siderne består f.eks. af følgende tekst (med et liniebrud efter den anden skråstreg): »/Ændring i instinktgener:/ .fugle der ikke flyver sydpå når det bliver koldt.«.

Den særprægede tegnsætning har (mindst) to virkninger: For det første bliver man opmærksom på disse skrift-sprogets tavse markører, der jo plejer at føre en ret anonym tilværelse; i denne bog træder de frem som grafiske figurer, også fordi der indimellem er sider med f.eks. parenteser og skråstreger, der er forstørret op, så de fylder en halv side i højden.

For det andet giver tegnsætningen indtryk af et kunstigt computer- eller programmeringssprog, som når der f.eks. står »brain/control.sys.//«; og det falder godt i tråd med det gennemgående science fiction-tema.


Bogen tegner et billede af en fremtidsverden, hvor alt, hvad der er naturligt og velkendt, er blevet et kunstigt og fremmed halvfjerdseragtigt science fiction-univers med orange ure, lyserøde plasticlegepladser og storskærme overalt.

Det kan være smukt, som i en tekst, hvor alle vækster og dyr i en park har fået indpodet et lys-gen fra en lygtefisk og derfor lyser i mørket, men for det meste er det skræmmende:

Genteknologien har af-fortryllet naturen, 'instinktgener' og 'følelsesgener' kan uden videre fjernes, og hjerneforskningen har samtidig gjort det muligt for mennesket at kontrollere og aflæse sig selv fuldstændig.

Både gener og hjerner er tilmed kommercialiseret; i bogens løb dukker der således med jævne mellemrum små reklamer op, som tilbyder hjerne- og genrelaterede tjenester.

Også andre scener og motiver dukker op flere gange, ligesom et par personer - Liri og Ki - er genkommende. Om et forløb, en egentlig fortælling, er der dog ikke tale, men i bogens sidste del følger man kvinden Ki, der bor i et hus, som er bygget af glas og skærme sammen med nogle glasfiberdukker, der er afstøbninger af hende selv.

Hun lytter til sit åndedrag i surround og ser nærbilleder af sin krop på storskærmene, og disse selvsansninger er åbenbart stimulerende. I dette auto-erotiske og høj-teknologiske jeghus ender bogen.


Hvor skriftbilledet som nævnt bruges meget aktivt, er anvendelsen af ordenes egen billeddannende kapacitet til gengæld nedtonet. Eli I. Lunds debutbog appellerer mere til intellektet end til sanser, følelser og fantasi - og det er vel en pointe, eftersom bogen vil skildre en usanselig, følelseskold og fantasiforladt fremtid. Det er en tænkt bog, et stykke litterær konceptkunst.

Science fiction-elementerne og den indbyggede maskinstormeriske kapitalismekritik er mildt sagt velkendt stof; det er brugt i et utal af romaner og film. Lunds særlige greb består i at pode sci-fi-generne ind i poesien.

Resultatet er originalt, men efter min mening ikke særlig vellykket: At Lund - i modsætning til de fleste andre digtere - er opmærksom på den (typo)grafiske dimension, er meget prisværdigt, men bortset fra en enkelt spændende, flersporet og sammenpresset tekst udnyttes grafikken ikke på nogen videre interessant måde.

Og fordi science fiction-stoffet er så ordinært, som det er, står og falder bogen med den sproglige realisering af konceptet, og dér skuffer den efter min mening: Lund afvrister ikke sproget nye betydninger.

At 'Jeg vil have sex ...' ikke er videre vellykket, skal dog ikke skjule, at den er forfriskende ambitiøs: Der er ikke mange, slet ikke debutanter, der i dén grad forsøger at lave noget nyt.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce