Den britisk-franske forfatterinde Joanne Harris har fået stor succes med sin roman 'Chokolade', der sidste år resulterede i en sukkersød film på engelsk med fransk accent. Romanen, som er kommet på paperback, er også en kaloriebombe af en hybrid mellem et eventyr og en nutidsroman og som sådan ikke særlig troværdig. Det er svært at tro på, at franske børn, der siger »cool«, for ikke at tale om de voksne, skal gå sådan amok over en chokoladebutik, som det sker i bogen, landsbyboere eller ej. Det er også svært at sluge, at det skal være så suspekt at være enlig mor, som hovedpersonen Vianne Rocher gør det til. I det hele taget er der så meget gemacht over konstruktionen i bogen, at den er svært fordøjelig: chokoladebutikkens påståede magiske dragning, chokoladens fortryllende kraft, den kvindelige hovedpersons personlige nedarvede dilemmaer med hensyn til mødre og børn, for ikke at tale om den mandlige næst-hovedperson, en præsts hede had til alt glædeligt. Der gemmer sig nogle satiriske portrætter både af personer og af landsbyliv i fortællingen, men de drukner i bunden af chokoladekoppen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























