En bekendelse: Jeg kan altså ikke lide denne her Thomas Winding-bog! Det er den eneste af hans bøger, jeg ikke har kunnet lide straks og aldeles. Der er gået bedstefar i den gamle fortæller. Han blir til en drilagtig, knarvorn og semidement fortællerbedstefar. Evigt snakkende, afbrydende og påståelig trænger han sig ind på barnet Tullemand, der tit hellere vil noget andet (f.eks. sove), med sine historier om sære dyr og andet tingeltangel. 'Bedstefars fortællinger om dyr' hedder værket også. Det er tonen fra bøgerne om hunden 'Mester' om igen, men den er i en anden dur og ikke helt rar. 'Er det sandt?' spørger Tullemand hele tiden. 'Nej, siger bedstefar, men er det ikke mærkeligt?' Det kunne også være skægt og finurligt med disse korte kapitler om dyr og det, der ligner. Billens tur nedad et vandfald. Fårenes brægen efter at være blevet talt i et søvnløst forsøg på at sove. I enkelte af historierne, som i øvrigt er med tegner Windings egne vignetter, er det barnet, der spørger. De er de mest ægte. En bedstefar-Mester tone kræver, at man har tungen lige i munden (bag gebisset). Det er en hårfin nuance, som skiller det medvidende fra det ophøjede og selvkloge. Den plejer Thomas Winding at have uden anstrengelse, men her taler han nedad - for første gang. I sidste kapitel - som er Tullemands - spørger han sin bedstefar, hvorfor der aldrig kommer bamser forbi på fortovet. Hvad svarer den gamle ræv? Han siger: »Det har jeg tit spurgt mig selv om«. Og så blir de enige om - på Ærø-sokratisk facon - at det er nok, fordi de er usynlige - bamserne. Lidt guldkorn kan man da finde i hønsegården.