Mens store mænd klamrer sig til rælingen på den lille jolle - fulde af rædsel stirrer de på det store slangehoved, der svajer ovenover dem - så tager pigen sin fars fløjte og blæser dragen til drømmeland. 'Slangens gave' er tredie bind i Lene Kaaberbøls fantasy-serie om 'skammere'. Det er kvinder, for hvem man ikke kan holde noget skjult. Sådan lidt a la hjælpsomme hekse. Tiden er til sværd og trolddom i et skotskternet klan- og fjeldfyldt landskab. Bøgerne er meget populære og solgt til udgivelse i flere lande. Lene Kaaberbøl er med på et stærkt hold af danske, kvindelige fantasy-fortællere for tiden - bl.a. Josefine Ottesen og Anne Lilmoes. Pigen med fløjten hedder Dina. Hun er 12 år og skammerlight. Indtil nu er hun bare blevet overfaldet og bortført, og evnerne har hun kun brugt antydningsvist. I 'Slangens gave' møder hun for første gang sin far, der er alt andet end end skammer. Han er mørk og dyster - en sortemester. Og fra traditionens leje svinger Lene Kaaberbøl historien op til at handle om arv og miljø - de gode og de onde gener - og motiverne til forældre-kærlighed.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























