Alting er af lave, livet er meningsløst, og døden er nært forestående; så sort ser det ud i Jess Ørnsbos nye digtsamling, 'Undren - 99 shamaniske digte'. Men heldigvis er der ikke tale om nogen selvsmagende klagesang, for humoren er lige så kulsort som livssynet, og billedsproget er så syret og særpræget at det lyser i mørket. 'Undren' fremlægges som en opfølger til forfatterens forrige storværk, 'Tidebogen', fra 1997, og de 99 såkaldte shamaniske digte tager udgangspunkt dels i hverdagslivet nu og her, dels i erindringen der kredser om forældrene og den tidligste barndom. Afsættet er gerne noget ganske trivielt, en papkasse, et posthus, en udsigt, en årstid, men digtene er hverken realistiske eller beskrivende i nogen traditionel forstand. Snarere trækker de et slør af udknaldede absurditeter og mareridtsagtigt vanvid hen over virkeligheden. I Ørnsbos digte er verden splittet op i sprængte billeder, »finthakkede sekunder« som det hedder i et digt. Et andet digt har ordet »spjæt« som en slags omkvæd, der hver gang markerer et billedmæssigt spring fra »sikker sylte omvendt spæk« til »møre vinduer« til »flæskesteg i håret« og en hel del mere.
Syre og galde
Lyt til artiklen
