0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lad den gå til bunds

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bøger, hvis titler alt for smart betjener sig af trendy anglicismer fra computerverdenen, byder som regel på mere form end indhold.

Det gælder også engelske Jeanette Wintersons 'Powerbook'en' (en i sig selv hæslig blanding af dansk og engelsk), hvis afsnit hedder sådan noget som ÅBN DREV C, NYT DOKUMENT, SØG, ÅBN, VIS, TØM SKRALDESPANDEN, VIS IKONER, GENSTART osv.

På bagsiden forsøger forlaget at sælge bogen som en »legesyg og sofistikeret kærlighedsroman om to elskende, der mødes i cyberspace«.

Gid det var så vel. Winterson har skrevet en popsmart og uinteressant bog, der samtidig er en fornærmelse mod sit geniale forlæg: Virginia Woolfs 'Orlando'.

I Wintersons roman er det muligheden for at skifte identitet og udveksle lidenskaber med ukendte partnere i det elektroniske rum, der gør det ud for den firehundredårige rejse i tid og rum, som Woolf lader sin androgyne Orlando tage på.


Hvor feministen Woolf er sprælsk, morsom, vidende og ekstremt sansende og sanselig i sin suveræne overflyvning af engelsk bornerthed og kulturhistorie i almindelighed, er Wintersons bevidst fragmenterede historie om alt det, man kan, når man ikke er bundet af virkelighedens begrænsninger, steril og usammenhængende.

Den er angiveligt skrevet i år 2000, men fremstår i sin falden på maven for 'virtualitet' som en af den slags bøger, der udkom i de tidlige 1990'ere, hvor firsernes begejstring for postmodernismen fik ny næring fra IT-religionens hype om legen med identiteter i det elektroniske rum.

Til sidst i bogen vader hovedpersonen Ali, der ligesom Orlando er tvekønnet, gud hjælpe mig ud i Themsen som en anden Virginia Woolf med sten i lommerne på vej mod selvmordets udfrielse.

Desværre når hun at taste en masse højstemt selvhjælpsbogs-pladder af sig om historien som vraggods, umuligheden af dækkende forklaringer og kærligheden, oh kærligheden, som tidens røgter.

Bare stakkels Ali havde lukket munden på sig selv noget før. Styr uden om sludderet på hendes afmægtige powerbook og prøv den magtfulde Orlando i stedet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce