Kun de, der har et indgående kendskab til V. S. Naipauls liv og forfatterskab, vil have bemærket en velkendt begivenhed, der gik forud for udgivelsen af 'Half a Life', den tyndeste bog, Naipaul nogen sinde har skrevet, og uden sammenligning den særeste. »Nå ja, det er vel bare, hvad man kunne forvente, at han ville sige«, vil nogle måske tænke om forfatteren til 'Sir Vidias Shadow' (bogen om deres forhenværende venskab, red.). Men sandheden er, at selv om jeg har antydet, at Naipaul som person er et surt løg, en lusepuster og en, der altid skyder skylden på andre, sætter jeg hans forfatterskab meget højt. Han er, ligesom Joseph Conrad, en meget seriøs og meget jegbevidst forfatter; alt, hvad han skriver er belæsset med hensigt, og hvert ord er omhyggeligt valgt. Tilbage til begivenheden: for omkring to måneder siden rettede Naipaul et tilsyneladende aldeles uprovokeret angreb på E. M. Forster, James Joyce, Charles Dickens, Henri Stendahl, J. M. Keynes, Wole Soyinka og den nyligt afdøde R. K. Narayan; angrebet var rettet mod såvel personerne som deres forfatterskaber. Vi, der kender Naipaul, ved, at den slags ubegrundede udbrud næsten altid varsler udgivelsen af en ny bog fra hans hånd. I ånden er det beslægtet med det hæmningsløse praleri og de vilde trusler, som nogle boksere lægger for dagen inden en vigtig kamp: det er en form for selvhævdelse, der består i at slå sig selv for brystet og skråle fornærmelser, men samtidig synes det også at rumme et element af taktik.
Ind i løvens hule
Lyt til artiklen
