Der er dem, der plaprer ud med det hele. Som nu kvinden i Pia Juuls novelle 'En storslået død', som har talt til sin mand uafbrudt, fortalt ham alt, så der til sidst ikke er mere at tale om ved middagsbordet, andet end hvad købmanden har sagt den dag. Måske havde det været klogt at holde et lille hjørne for sig selv, tænker hun, hemmeligheder gør en mere interessant. Men da hun får en veninde, begynder det igen: »Jeg åbnede bare munden af glæde over at have mødt dig, og så væltede hele mit liv ud af den én gang til«. Veninden ringer ikke mere, så talestrømmen er blevet til en indre stemme, der tiltaler et du, og panikken og tvangs-tankerne ligger lige om hjørnet. Kvinden i novellen er en typisk figur i Pia Juuls noveller. Vi kender Pia Juul som lyriker med en slående og særpræget, direkte stemme. At hun med sine skuespil har opøvet evnen til dialog, mærkes i novellerne. Hun skriver knivskarpt om moderne mennesker, der er vant til, at intet er for småt til at blive sagt, og som er vant til at få alt ud af systemet gennem ord. Den pointerede humoristiske eller tragikomiske drejning er karakteristisk for disse noveller, der i en eller anden forstand handler om at tale. Hvad holder man for sig selv, hvad slipper ud, hvad vil man fortælle, til andre og for sig selv, hvad kan siges og hvordan. Humor og ironi bærer undersøgelsen af, hvad der får os til at åbne munden, eller slår os med stumhed, og hvad samtale er og især ikke er.
Al den snak
Lyt til artiklen
