0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Al den snak

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er dem, der plaprer ud med det hele. Som nu kvinden i Pia Juuls novelle 'En storslået død', som har talt til sin mand uafbrudt, fortalt ham alt, så der til sidst ikke er mere at tale om ved middagsbordet, andet end hvad købmanden har sagt den dag. Måske havde det været klogt at holde et lille hjørne for sig selv, tænker hun, hemmeligheder gør en mere interessant. Men da hun får en veninde, begynder det igen:

»Jeg åbnede bare munden af glæde over at have mødt dig, og så væltede hele mit liv ud af den én gang til«. Veninden ringer ikke mere, så talestrømmen er blevet til en indre stemme, der tiltaler et du, og panikken og tvangs-tankerne ligger lige om hjørnet.

Kvinden i novellen er en typisk figur i Pia Juuls noveller. Vi kender Pia Juul som lyriker med en slående og særpræget, direkte stemme. At hun med sine skuespil har opøvet evnen til dialog, mærkes i novellerne. Hun skriver knivskarpt om moderne mennesker, der er vant til, at intet er for småt til at blive sagt, og som er vant til at få alt ud af systemet gennem ord.

Den pointerede humoristiske eller tragikomiske drejning er karakteristisk for disse noveller, der i en eller anden forstand handler om at tale. Hvad holder man for sig selv, hvad slipper ud, hvad vil man fortælle, til andre og for sig selv, hvad kan siges og hvordan. Humor og ironi bærer undersøgelsen af, hvad der får os til at åbne munden, eller slår os med stumhed, og hvad samtale er og især ikke er.


Personerne karakteriseres helt gennemført gennem deres forhold til sprog og tale. »Jeg ville gerne være frisk og frejdig, der var bare noget galt med min tunge, jeg kunne ikke sige noget«, hedder det typisk om pigen i novellen Da kogekonen kom. Hun har opdaget noget om kogekonen, som hun ikke skal vide. At slippe sproget løs kan være farligt og fatalt, og det bliver det i denne novelle.

Al den snak, vi konstant omgives af, kan også foregå som fordrejninger og løgn som i novellen Opgang, hvor jeg-fortælleren gennem en luftkanal i badeværelset overhører en kvindes hersen med sin mand.

På trappegangen konfronteres hun med en sentimentaliseret version af ægteskabet gennem konen, der nærmest har slået sin mand ihjel, forstår man, og som efterhånden begynder at tale til jegfortælleren, som om hun var hendes afdøde mand.

Sproget skaber, hvad det nævner, siger man. I Pia Juuls version betyder det, at den andens tale presser en rolle ind i modtageren, evt. én, man meget gerne var fri for.

Meget morsomt fremstår dette i novellen 'Et vakkert barn', hvor en ung journalist presses ind i rollen som lyttende terapeut. Han skal skrive et jubilæumsinterview om en skoleinspektør, hvis sproglige metode til at skjule sin usikkerhed og tomhed er at udbasunere, hvad hun mener er en forfærdelig pinlig barndomsoplevelse. Hun insisterer malplaceret på at fortælle den, »fordi hun tror det vil gøre hende godt«.

Novellen fungerer som en ironisk kommentar til en kultur, der italesætter enhver bagatel, som var det den store tragik, og som en fremvisning af, hvordan sproget bruges til en ekstrem selvoptaget iscenesættelse.


Novellerne er velformede, skarpe og stramme. Samlingen rummer både klassiske barndomsnoveller (den fine 'Nattergalen og tyren'), stiliserede situationsskildringer, absurde dialog-noveller af beckettsk tilsnit og mere fantastisk-groteske stykker ('Den uudholdelige danske sang').

En del af de 17 noveller er virtuose på en let og upåfaldende måde. Der skal nok være dem, der mener, at novellerne afspejler digterens arbejde med sproget på grund af de mange formuleringer, der angiver, hvad der sker, når et stof sprogliggøres.

Men snarere end at fremstå som metakommentarer til teksten selv eller forfatterens arbejde forankres de som et alment vilkår, vi alle er underlagt, når vi skal fortælle om os selv - til os selv eller til andre.

I titelnovellen 'Mit forfærdelige ansigt' tænker kvinden: »Hvorfor er det sådan, at alt hvad jeg har følt, der har væltet mig og kastet mig omkuld, kun bliver en vittighed, når det skal ud af min mund - men værst: også når det kredser i mit hoved«.

Hun kan ikke fortælle det hun vil sige og har symbolsk nok fået slået munden i stykker. Pia Juuls symbolik baserer sig på en konkret logik, vi kender fra børn, med en overrumplende og ofte humoristisk og øjenåbnende virkning.

Munden, og hvad der kommer ud af den af lyd, er det gennemgående billede, der bærer hele samlingen af både skæve og foruroligende historier om den umådelige afstand mellem mennesker, der indtager forskellige roller i forhold til hinanden. De viser (sam)talen som en upålidelig brobygger, og sproget som en farlig hersker, når det lukker mennesker inde i en evigt selvoptaget kværnen.

Det lyder ikke opløftende, men Pia Juuls sprog både løfter sig og flækker i et dobbeltbundet grin.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce