Mode interesserer ikke nyuddannede Andrea. Hun er mere til engelsk litteratur, som hun netop har fået en universitetsgrad i. Men hvis hun kan klare mosten som personlig assistent for chefredaktøren for Runway, den indflydelsesrige, men grænseløst krævende Miranda Priestly, vil denne muligvis med sin velmanicurerede hånd løfte telefonrøret og anbefale Andrea til et job som skribent på det ansete tidsskrift The New Yorker, som er det Andrea egentlig gerne vil. Lige fra jobsamtalen får Andrea at vide, at jobbet som personlig assistent for Miranda Priestly er »... et job millioner af piger, ville ofre deres liv for at få«. Men for Andrea - og alle andre - viser arbejdet på Runway (Amerikas absolut førende modemagasin) sig at være et mareridt af dimensioner. Vel er chefen blændende til sit arbejde. Men hun er, desværre for Andrea, ligeså grotesk urimelig, som hun er dygtig. Og det kommer der megen sjov ud af - for læseren i hvert fald. Bogen, der er Lauren Weisbergers debutroman, lå på New York Times' bestsellerliste i over seks måneder. Den er allerede blevet filmatiseret (med dansk premiere 22. september), og det kan man godt forstå. Historien kører derudad, og man griner og genkender sig selv undervejs. Det er chick-lit, når det er bedst. Men netop derfor er bogen også så trættende, når man bagefter tænker over den. For ligesom i så megen anden chick-lit er kvinder utroligt gode til at ironisere over sig selv og andre kvinder. Det er skønt og ganske sundt. Men hvor bliver de bøger af, hvor kvinder i samme grad ironiserer over mænd? Man behøver ikke bevæge sig ret langt uden for de traditionelle kvindefag for at konstatere, at mangen en mand og mandlig chef fortsat slipper af sted med at svinge med pikken, så det svirper om ørerne som til et rodeostævne. Kan kvinder ikke andet end at dukke sig i litteraturen - og så bitche over kønsfæller, der tillader sig at give sig fuldstændigt totalt og absolut hen til sine egodrevne urimeligheder under et tyndt dække af faglige kompetencer? Lauren Weisberger har tidligere arbejdet som assistent for chefredaktøren Anna Wintour på amerikansk Vogue. Skildringen af Miranda Priestly minder meget om det, der på sladderplanet siges om Wintour. Man kan spørge sig selv, om Wintours excentriske opførsel - eller 'Djævlen går i Prada' - havde været en lige så god historie, hvis det var en mandlig chef, der præsiderede for enden af redaktionsbordet? Spørgsmålet lader sig ikke sådan lige besvare. Men sikkert er det, at man er godt underholdt, mens man læser 'Djævlen går i Prada'. Man skal bare ikke tænke så meget over den bagefter. Men det er jo også sådan, vi kvinder gerne vil have det. Det synes da i hvert fald at være konklusionen på de forlag, der i disse år tjener kassen på chick-lit-udgivelser som denne. boger@pol.dk