Lyrikeren Jonas Brun står for at skulle optages i Det Danske Akademi. Han er 31 år og lykkeligt gift med labre Lola med hvem han har tvillinger. Han er tidsskriftsredaktør, men tjener bedst og skjult på at skrive til en soapserie på tv. Jonas er en tilfreds mand med succes som aftershave. Men så får hans bedste ven Tor, filminstruktør på job i Berlin, et nervesammenbrud som gør at Jonas går i terapi i stedet for ham (!) og derved sker der ting og sager i vor helts velsmurte verden. Tilfredsheden krakelerer, alt er ikke lutter lagkage og en dans på roser. Umiddelbart skulle man mene at 'Ti centimeter over dagligt dødvande' er en desillusionsroman om en (post)moderne Dante, der på midten af sin bane konfronteres med egne fejltagelser og illusioner. Men romanen skal også være en humoristisk bredside mod smalle digtere og kritikere og deres indbyrdes borgerkrige, medieverdenens forgyldte forlorenhed og tidens dogmefilm. Ja spækket med den slags ind- og udfald som nu og da - og snart - dukker op i landets sommerrevyer. Mild satire, som aldrig skiller vandene mellem et spisende publikum endsige bearnaisesovsen på deres bøffer. Men egentlig synes forfatterens viden om visse af sine ofre mere at være født af fordomme end af forhold, han kender til. Og så skal vi endnu en gang tilbage ad nostalgiens veje til den ungdom, hvor drenge med kronisk uskyld render hinanden i traditionerne og sukker efter piger i parkerne. Og vi skal vist nok tage det alvorligt, at Jonas opdager, at hans hustru boller ved siden af. Dog lidt konkurrence puster altid til følelserne, og Jonas forelsker sig atter i sine børns moder. Det er svært at engagere sig seriøst i denne sammenkogte ret af en roman, når det hele er smittet af en heftig virus af vittighedssyge in tremens. Alt skal være vanvittigt morsomt, og der er da også vitser som rør ved smilebåndet. Men mestendels er der tale om en roman som svinger mellem sympatisk tomgang og livsfilosofisk snusfornuft. En historie, hvor det absolut ligegyldige og det uendeligt banale er pakket ind i morsomt gavepapir, der dog ikke kan skjule den irriterende kedsomhed, som indfinder sig automatisk , når det morsomme bliver for meget.